Let er Synden at øve,
Straffen dog følger snart,
Livet er kun en Prøve,
Og iler bort med Fart.
Ve den, der frækt det pletter
Med sine Brødres Blod,
Loven dem ej forgjætter,
Men gaar dem haardt imod.

Hist i Jylland for nylig
Konen har dræbt sin Mand,
Gjerningen var uskyldig,
Vel var forfalden han,
Men med en Anden stille
Indlod hun sig i Svig,
Han kun det Onde vilde,
Lykken er nu forbi.

Thi den Fremmede talte
Stadig om Mandens Død,
Og en Fremtid afmalte,
Som skulde blive sød.
Konen ej dræbe vilde
Manden, men den Galan
Truede tidlig, silde
Til han fik i det i Stand.

Rottekrudt hun da hented,
Gav den fraskilte Mand,
Rolig Følgerne vented
Hun, og da snarlig han
Spiste det, smurt paa Brødet,
Blev han saa syg og svag,
Nu er hans Liv forødet,
Døden kom samme Dag.

Af hans Mund kom som Gnister,
Medens han jamred sig,
Giften Kraften ej mister,
Lægen klared det ej.
Det var Fosfor, der lyste
Ud af den Stakkels Mund,
Folk kom til og de gyste,
Det var en rædsom Stund.

Og han frikjendte Konen,
Mente hun har ej Skyld,
Fræk hun opstemte Tonen,
Under den Syges Hyl.
Retten mærked dog Sagen,
Hun og Galanen snart
Maatte herfrem for Dagen,
Det var slet ikke rart.

Nu er Dødsdommen faldet,
Morderne skælve nu,
Snart herfra bli'er de kaldet,
Det er en Sorg og Gru,
Lykken, de skulde eje,
Svandt som for Solen Dug,
Gaa ej paa Syndens Veje,
Det avler Sorg og Suk.

Beretning.
Højesteret har nu afsagt Dødsdommen over Dorthe Nielsen og Jens Petersen Halling for det af dem begaaede Mord paa Dorthe Nielsens Mand Hans Rasmussen af Rostved. Dorthe Nielsen blev 1870 gift med Hans Rasmussen og de levede i 10 Aar godt tilsammen, uagtet H. Rasmussen var drikfældig. Men 1880 gjorde Halling deres Bekjendtskab, og Dorthe Nielsen indlod sig i utugtig Forbindelse med ham, saa at han efterhaanden tildels tog Ophold hos dem paa Maarup Mark. Halling blev nu efterhaanden mer og mer brutal mod Ægtefællerne, haanede Manden og nedsatte ham i Konens Agtelse for hans Drikkesyge og Sløvhed, og tilsidst fik han ved Mishandlinger hende til at lade sig separere fra Manden og flytte til sig i Aarhus. Da de nu ønskede at gifte sig, besluttede de at skille Hans Rasmussen ved Livet og da en Spaakone udsagde en Spaadom, som de syntes maatte gaa i Opfyldelse, naar Manden blev aflivet, kjøbte Halling for 35 Øre Rottegift paa Apotheket og vedblev at presse Konen til at begaa Misgjerningen, saa at hun d. 18de Septbr. 1881, da hendes Mand besøgte hende, gav ham imellem nogen anden Mad et Stykke Franskbrød, hvorpaa hun i Stedet for Fedt havde smurt Rottegiften, der indeholdt Fosfor. Om Natten blev Hans Rasmussen meget syg og kastede stærkt op, og Vidner have forklaret, at det Opkastede "lyste og gnistrede". Den ulykkelige Hans Rasmussen led forfærdelige Smerter, og trods anvendt Lægehjælp afgik han ved Døden.
Før sin Død tilkaldte han sin forbryderske Hustru og da han ikke mindedes at have spist hos hende, erklærede han, at han ikke troede paa det Rygte, der gik, at hun havde forgivet ham. For Retten tilstod dog baade Konen og hendes Forfører, at de sammen havde begaaet Mordet, og da baade Lægers og Sundhedskollegiums Erklæringer talte for Rigtigheden deraf, bleve Dorthe Nielsen og Jens Pedersen Halling ved Højesteret dømte til Døden.