Under Italiens Himmel,
Hvor man paa Bjerget svimmel
Skuer ud i det fjærne
Skinned min Fødselsstjerne;
O, i de kære Egne
Blomsterne aldrig blegne,
Men jeg maa vandre fra Hjemmet,
Drage omkring som en fremmed,
:/: Aldrig mere ser jeg Italien igen:/:

Hvor jeg i Verden vanker,
Drage dog mine Tanker
Hen mod de kære Steder,
Da jeg vemodig græder.
Ak, ingen her mig kender,
Her er ej Slægt, ej Venner!
Ene forladt maa jeg drage,
Ingen forstaar her min Klage.
:/: Aldrig mere ser jeg Italien igen:/:

Nu sidde de derhjemme,
Mon de vel kan mig glemme?
Moder, mon du mig savner,
Aner du, hvor jeg havner?
Sidder du hist ved Hytten,
Venter med kærlig Lytten
Hende dit Barn, som maa drage
Ud og ej kommer tilbage.
:/:Aldrig mere ser jeg Italien igen:/:

Der ved de eviggrønne
Lunde, blandt Myrther skønne,
Hvor ej er Sne paa Marken,
Hvor ej er Is paa Parken,
Dertil jeg længes saare,
Kommer jeg did ad Aare?
Nei jeg maa blive i Norden,
Fjærnet fra Fædrenejorden,
:/:Aldrig mere ser jeg Italien igen:/:

Hjemme de vil mig mindes,
Men veed ei hvor jeg findes,
Dør jeg, vil ingen frede
Over mit Støv hernede;
Blomsten, som staar paa Graven
Ude i Dødninghaven,
Bliver af Børnene plukket,
Ingen har hørt, hvad jeg sukked’:
:/:Aldrig mere ser jeg Italien igen:/: