Amanda sad med en Krans i Haaret
Som Engel mild og som Rose i Vaaren,
Og Hermann hende sin Troskab svor,
Men Falskhed udi hans Hjerte bor.

Amanda ganger sig ned til Parken
At plukke Liljerne hist paa Marken,
At binde Kranse det bad hun om,
Men alt forgæves, ej Hermann kom.

Amanda ganger sig ned til Parken,
Der fik hun se, hvad ej før hun troede,
Der fik hun først sine Øjne op,
Saae Hermann gaa med en anden bort.

Ak Hermann, Hermann, vend dog tilbage,
Til din Amanda, vil du forsage;
Ak Hermann, Hermann vend om igen,
Til din Amanda, din fuldtro Ven!

Jeg dig, Amanda, ej mere elsker,
Thi Ellen haver mit Hjerte fængslet,
Og hun skal blive min kære Brud.
Græd ej Amanda, nu er det Slut.

Amanda segnede ned til Jorden,
O, Himlens Guder, hvad er jeg vorden?
Ja, har du glemt din Amanda, saa
Af Gud din Straf du vist snart vil faa.

Ak Hermann, Hermann, dit haarde Hjerte,
Det skal vel lide med al min Smerte;
Thi Himlens Gud han vil straffe den,
Som falsk bedrager en trofast Ven.

Ak Hermann, Hermann, jeg her dig beder:
Vær ikke falsk imod den, du ejer,
At ej det tager et saadant Slut,
Som med Amanda, du sveg forud.

De klare Stjerner paa Himlen blinke;
Og Festens Klokker i Himlen ringe,
Det sukker inde her i mit Bryst,
Hvem har jeg nu, som mig giverTrøst?

Amanda styrted sig ned i Dybet,
Og hun var smykket saa klar som Lyset,
Den hvide Klædning hun paa sig bar,
Som den uskyldige altid har.