I Brødre, som formaaer at føre
Et Vaaben frem i en kraftig Haand,
I vil nu Danmark den Ære gjøre
At løse op det betrængte Baand.
Naar Hæren kalder at vi skal møde,
For gamle Danmark saa vil vi bløde,
Og selv blandt Ildkugler, Damp og Hede
Vi hente Kongen en Hæderskrands.

Farvel al Verdens Flid og Møie,
Gud skjænke atter Landet Fred,
Thi der staaer skrevet saa klart for Øie:
Naar Hæren kalder, vi maa afsted.
Farvel Forældre og Venner kjære,
Farvel min Pige med Dyd og Ære,
Dog skal vor Afsked ei evig være,
Men kort og godt skal det for os gaae.

For hvad vil Tydskeren vel have
Et Pant i Slesvig, spørger jeg?
"I graver Jeres egne Grave
Her over Eideren, tro mig!"
Vi Danske vil nok vort Land forsvare,
Og saa har Krigen slet ingen Fare,
Men Ild og Sværdet skal Sagen klare,
Og Seiren kjøbes med Heltemod.

Thi Prøiserne de saa voldsomt true
At vil opæde vort Fødeland,
Men de skal føle Kanonens Lue,
Thi Krudt og Bly har den danske Mand;
Saa kommer Flaadens de vakkre Drenge,
Thi de har ventet Kommersen længe;
Soldaten stiller i Mark og i Enge,
Den danske Krigsmand staaer som en Muur.

Hurra for vore Officere,
Som os med Ære vil føre frem,
De har nu lært os at exercere
Og glad i Døden at følge dem.
Hurra for hele det danske Rige,
Hurra for Kongen og for vor Pige,
Hurra for alle af vores Lige,
Hurra for Venskab og Kjærlighed.

Hurra for Gutterne, som drage
I Krigen for deres Land med Lyst,
Gud lad dem vende snart tilbage
Med Dannebroge paa deres Bryst;
Saa hilser de deres Hjertenskjære
Og deler med hende deres Ære.
Hinandens Lyst skal de evigt være.
Hurra for vor gamle Dannebrog!