Min elskede Hjalmar, o se, dog en Gang
Paa Hulda, din klagende Mø!
Er brustent dit Øje, forstummet din Sang,
Ak maatte saa tidlig du dø?
I Ungdommens skønneste, fagreste Dage
Du maatte fra Jorden til Himmelen drage;
O Hjalmar, o Hjalmar, tilgiv, o tilgiv,
For min Skyld du brat maatte miste dit Liv

Her sidder jeg stille i Sorg ved din Side,
Og Graaden har gjort mig saa træt; -
Skal ene paa Jorden jeg Livet henslide,
Mens du svæver hisset saa let?
Ak! Hvi vilde du dog forlade din Pige,
Og hvi drog du bort til det fremmede Rige?
O Hjalmar, o Hjalmar, du elskede Ven,
Vaagn op, o vaagn op til din Hulda igen.

Du færdedes tappert - i Krig drog du ud,
Jeg loved at være dig tro. -
Men da om din Død bragte Væbneren Bud,
Og Sorgen hos mig fæsted Bo.
Dog Rygtet det løj, og da du kom tilbage,
Da stod jeg - ak, hvor maa jeg græde og klage, -
Da stod jeg just lige og var blevet Brud
Med Holger, din Ven! Hvilken Sorg, o min Gud!

Da troede du, Falskhed var dragen herind,
Du kæmped med Holger - han faldt;
Du dræbte dig selv; ak, og bleg er din Kind,
Og jeg, o jeg mistede alt.
Nu hviler du stille og tavs paa din Baare,
Du mærker ej mere min brændende Taare. -
Ak, Hjalmar, min Ven, o, du elskede Mand,
Jeg føler, at leve ej længer jeg kan.

Lad Verden sig smykke i blomstrende Pragt,
Lad Tiderne end rinde hen,
Jeg ænser slet intet, - som Brud i min Dragt
Jeg bliver kun her hos min Ven.
Hvor stille, højtidelig er dog ej Døden!
Se nu flygter Stjernen, og nu Morgenrøden
Alt sender en Straale og rødmer din Kind,
Og Solen vil smile saa livlig herind.

Min Hjalmar! Fra Barndom alt var jeg din Brud,
Kun dig har jeg elsket, min Ven!
Jeg føler det grant, at mit Liv rinder ud,
Snart iler din Hulda derhen,
Hvor evigt og sorgfrit vi kunne henvandre
I blomstrende Lunde saa glad med hverandre;
O, maatte det ske, alting glad jeg bortgav,
For blot dog at sove hos dig i din Grav.

Hvor skulde vi hvile saa roligt og blidt,
Og slumrende Barm imod Barm,
Og drømme om Glæde for hvad vi har lidt,
Ak, laa jeg nu kun i din Arm!
Det bliver saa mat - o, saa sort for mit Øje,
Jeg bliver saa træt: Jeg mit Hoved maa bøje!
Du Verden, Farvel! - Bort med Kummer og Larm,
Thi, - o, se: jeg dør i min Elskedes Arm.

______________

Hun bøjed sit Hoved i nagende Kval,
Og døde saa stille og tyst,
Og fulgte sin Brudgom til Himmelens Hal,
For atter at høre hans Røst.
Ved Morgen man fandt hende død ved hans Side,
Der hviled de begge med Kinder saa hvide;
Hvad Livet dem nægted, dog Døden dem gav,
Man lagde de elskende to i én Grav.