Vise
om
De Danskes Seier ved Dybbøl
den 28de Marts

Paa anden Paaskemorgen da
Fik Tydskerne isinde,
De vilde gjerne Dybbøl ha’,
Hvis de den kunde vinde.
Men de fik Paaskeæg af Jens,
Og de var dygtig varme,
Saa det kan vistnok længe kjend’s
I deres sultne Tarme.

Saa kom de luskende afsted,
I Nattens Mulm og Mørke
De nærmed sig med sagte Fjed
Og en tidobbelt Styrke,
De tænkte: bi! nu sover Jens
Vel paa sit grønne Øre,
Men han var vaagen alt ime’ns
Det fik de snart at høre.

Vort Regiment det tiende,
Det mødte dem paa Veien,
Og Tydsken glemte nok at lee,
Da han fik smagt paa Stegen.
Thi Vaupel, Bentsen, Aagaard, Most,
De vare der paa Færde,
Og gav dem en saa god Frokost,
Som de vel kunde tære.

Og saa vor lille Skriver Klint,
En heel Commando snapped,
Med fire Mænd, det gik gesvindt,
Han dem i Skjulet napped,
De blev’ saa flaue da de saae
At der var ingen Fare;
De vidste ei vi var saa faa,
Men nu de Fanger vare.

Og nu Kanonerne med Lyst,
En munter Vise spilled
Saa Tydskerne i denne Dyst
Saa smaat af Verden pilled;
Thi Kuglerne de sloge ned
I deres tætte Rækker,
Og aabnede en Vei saa bred,
Som deres Lig nu dækker.

"Rolf Krake" ogsaa sendte dem
En rigtig veelmeent Hilsen,
Hvor Tydskerne de myldred’ frem
Saa vanked der paa Pelsen.
Kanoner tordned, Kolber slog,
Det hagled’ med Granater;
Som Tydskerne paa Flugten jog,
For vore Landsoldater.

Ja Hurra for hver Landsoldat,
Som elsker Frihed, Ære
Og for hver tapper Kammerat,
Som altid dansk vil ære.
Hurra for hver en Officier.
Som ikke gaaer tilbage;
Thi da forvist det aldrig skeer,
At Tydsken os kan tage.

Hurra for Konge og for Land,
Og for hver tapper Kriger,
Som vil mod Fjenden holde Stand,
Og ei tilbage viger.
Lad Dybbøl være kun en Brand
I tydske Mikkels Næse,
Saa naar han kommer hjem han kan
Paa Ryggen om det læse.

Beretning om Kampen ved Dybbøl, den 28 Marts.
I Skjul af Mørket havde Preusserne samlet deres Regimenter bag Husene i Dybbøl, bag Gjærder og Hegn. Ingen af Vore havde nogen Formodning herom, tvertimod, tiende Regiment lagde Mærke til en tilsyneladende ubeskyttet Feltvagt, som de pønsede paa at bringe over til vor Side, saasnart det blev lyst. Klokken 3 drønede et Skud fra Batterierne paa Broager. Længer nede, paa Fjendens venstre Fløi, svarede strax tre Geværskud, efter disse Signaler stormede de frem, under lydelige og vedholdende Hurraraab. Dermed begyndte Kampen.
Under dette forcerede Løb naaede Preusserne i faa Minutter ind under Skandserne, som lode dem komme paa ganske nært Hold, før de løsnede deres Kanoner, men derfor ogsaa med saamegen større og uimodstaaeligere Virkning. Vist er det, at Hurraraabene endtes, og inde bag Volden fortælle Artilleristerne, at de kunde høre dem udbryde i Jammerraab og Klager, efterat være givne til Priis for denne forfærdelige Regn af Kardætsker, som fulgte efter. Fra nu af gjorde Kanonerne Skud paa Skud tre, fire i samme Nu, derimellem løb Geværsalverne vexelviis fra Fronten og begge Flanker. Da det blev lyst, og Solen kom frem, laa Krudtrøgen over hele Linien som en halvgjennemsigtig Taage, hvorigjennem man skimtede de mørkere Omrids af Bønderhusene og den evige Dybbøl Mølle. Paa samme Tid steg en tyk, bruunlig Røg op bag Fronten, det var Huse, der brændte i Dybbøl By.
"Vorherre skee Tak!" raabte en gammel Kone nede ved Stranden. "Nu er det da vist forbi for den Gang." – "Nei, det er ikke, lille Madam!" svarede en Artillerist, som kom ind fra Broen, "De snappe bare lidt efter Veiret" – Sagen var, at Preusserne bragte friske Tropper i Ilden. Strax efter begyndte de igjen, Salve paa Salve, Hurraraab og Dødssuk og en Krydsild fra de Fireogfiirsindstyve paa Skandserne fulgte efter.
"Rolf Krakes" Granater gjorde en forfærdelig Virkning mellem Preusserne paa Broagerland. – En Underofficeer af 22de Regiment tog med 4 Mand 25 preussiske Soldater og en Officeer tilfange.
Lidt efter Kl. 8 var Alt forbi, da var Egnen renset, Kamppladsen forladt, Preusserne trængte tilbage. De lode alle deres Døde og Saarede ligge indtil de senere bad om Vaabenhvile og afhentede dem.