Et Hurra for Danmark med Sø og med Skov,
Med Byer og grønklædte Bakker;
Den Plet, hvor vi fødtes, vi bringe vor Lov,
Vor Moder, hun er dog saa vakker!
Vi elske jo hende som kjærlig Søn
Og bede for hende saa mangen Bøn,
I fattigste Hytte, i rigeste Borg,
Der deles jo Danmarks Glæde og Sorg.
Ja, mod Løgn og mod Vold,
Er vi Alle parat'
Og gamle Danmarks Skjold
Er den danske Soldat!
Han vil slaaes, han vil dø
For sit Fædreland og sin Mø!

Kong Fred'rik skal nævnes i samme Stund
Som Danmark, vor fælles Moder!
Han gav os jo Frihed af Hjerte og Mund,
Han kalder Soldaten sin Broder.
Og Slægter, som komme og Slægter, som gaae
Velsigne den Arv og den Frihed, de faae,
Dog eier han end den stærkeste Magt;
Thi Danskerens Hjerte det er nu hans Pagt.
Ja, mod Løgn og mod Vold,
Er vi Alle parat
Og gamle Danmarks Skjold
Er den danske Soldat!
Han vil slaaes, han vil dø
For sit Fædreland og sin Mø!

Et Hurra for Danmarks trofaste Værn:
Soldaten, vor' prøvede Jenser!
Den Tydsker, han rendte jo Panden mod Jern,
Naar han kom for nær vore Grændser;
Han kommer vist ei til den blodige Stads;
Thi sidst vi paa Ryggen hans Reisepas
Jo skrev og det prænted' saa pænt og saa net,
Vor Pen det var Sablen og Bajonet.
Ja, mod Løgn og mod Vold,
Er vi Alle parat
Og gamle Danmarks Skjold
Er den danske Soldat!
Han vil slaaes, han vil dø
For sit Fædreland og sin Mø!

Matrosen vi nævne i samme Minut
Og nævne ham stolt, det er givet!
Den Tydsker nok husker den begede Gut,
Der sendte saa tidt ham i Livet
Kardætsker og Skraa, det ei lide han kan,
Han render forskrækket ved Synet af Vand.
Det ferske han døier med Neppe og Nød,
Det salte, det volder ham Qualme og Død.
Ja, mod Løgn og mod Vold,
Er vi Alle parat
Og gamle Danmarks Skjold
Er den danske Soldat!
Han vil slaaes, han vil dø
For sit Fædreland og sin Mø!