Guldgraverens Farvel

Klokken lyder, Skibet skal gaa,
Snart skal vi Bølgerne pløje,
Snart skal det Land, hvor Lyset jeg saae,
Ej mere fryde mit Øje.
Bort jeg drager sorgfuld i Hu,
Gid jeg var atter herhjemme!
Ak kun forsilde mærker jeg nu,
At mit Danmark jeg ej kan forglemme.

Guldets falske, daarende Magt
Har mig i Lænkerne hildet,
Men nu jeg føler mig saa forsagt,
Føler, jeg har mig forvildet.
Selv om ogsaa Guldet jeg fandt,
Kan det min Lykke ej fremme,
Naar jeg dog ej, det føler jeg grant,
Kan mit Danmark derover forglemme.

Ja, endnu, endnu er det Tid,
End ligger Skibet for Anker;
Hist kommer Baaden vuggende hid,
Den gætter vist mine Tanker.
Jeg vil med, vil atter i Land,
Afkald paa Guldet jeg giver!
Kald mig saa kun den fattige Mand,
I mit elskede Danmark jeg bliver.