Nei nu skal Pokkar handle meer,
Boutikken strax jeg lukker;
Thi for mig Stakkel sort det seer,
De Alle paa mig pukker;
Hvorhen jeg end mig vende vil
Jeg troer den Sorte har sit Spil;
Og derfor at reise jeg mig laver til;
Skal jeg mon Varene bortauktionere
Eller med hele Stadsen fallere;
See, det er det, jeg tænker paa,
Jo, det er dog vist bedst at "gaae",
Saa faaer hver Creditor dog sit
Og jeg, jeg Stakkel ogsaa lidt,
For det forstaaer sig, jeg har første Ret til mit.

Nu skal De bare høre om
Min allerstørste Plage,
Det er - tilstaaer det - Noget som
Kan tage Folk af Dage;
Det er den Fandens Politik
Man mig i Ho'det proppet fik
Og som kun daarlig passer her i min Trafik
Snart maa jeg handle med Reaktionære
Snart Bondevenner og Doktrinære,
Saa skal jeg snakke med og saa
Naturligviis det galt maa gaae,
Historien ender gjerne med,
At Kunderne de far' afsted
Og kommer aldrig meer igjen paa saadant Sted.

Jeg gjør i Fløde - o, jeg be'er -
Jeg kun figurlig taler;
En Mand jeg i Boutikken seer,
Jeg spørger: "Hvad befaler?"
"I denne Kop jeg skulde ha'e
Lidt Fløde, kun for én den ta'er,
Det pleier jeg at faae, hvor jeg er kommen fra."
Koppen var stor, jeg lidt Fløde kom paa Bunden,
Resten blev Vand, det var Synd igrunden.
Men Dagen efter en Betjent
Mig stevned, og for Ret blev kjendt:
"Kun med en Blaa De slippe kan,
Ni tiende Dele det er Vande,
Og det paa ingen mulig Maade kan gaae an."

En Søndagmorgen Klokken 9
Det svagt paa Døren banker;
Jeg raaber: "Handlen er forbi,
Der inte Noget vanker!"
Men Stemmen svarer: "Herrer Gott,
O, lad mig faae lidt Caffe blot.
Vor Fa'er er kommet hjem og han skal ha'e lidt godt."
Naa Herregud, hvad skulde jeg gjøre?
Jeg var saa svag at jeg lod mig røre;
Men saa den næste Dag, hvad skeer,
Betjenten nu igjen jeg seer;
Var det nu ei Forrædderi
Af vores pæne Politi
At bruge mine Kunder til Spioneri?

Den Plage, som der driller mest,
Og som af hver forbandes,
Det er det Bud, der her kom sidst:
At Kaffen ei maae blandes;
Ti Daler Mange givet har,
Men jeg dog slipper vel derfra
Naar en af Dagene, som sagt, jeg stikker a'.
Før man dog altid af fire Lod Caffe
Kunde en heel Fjerding Bønner skaffe;
Men nu skal dyrt man kjøbe ind
Og sælge billigt ud igjen,
Og det er en Umulighed
At det kan stedse blive ved,
Jo tak, det er en rigtig deilig Red'lighed.

Vil De i "Telegraphen" see,
Saa skal De faae at vide
Hvorledes der at en Hr. -d-
Os over Næsen bide;
Veed De vel hvad han foreslaae:
Papiret med ei veies maae
Men det skal gratis med i Kjøbet endda gaae;
Frit vil jeg herved til Dem appellere,
Synes De vel saadant kunde existere?
Gud veed hvordan en Redakteur
Et saadant Stykke sætte tør,
Vi hans Papir betale maa
Ublulig dyrt, hvor tør han saa
Vel hjelpe En, som vil os Stakler saadan slaae.

Nu veed De hvad der piner mig,
Det værre maaske bliver,
Jeg derfor reiser nu min Vei,
Mens Politiet "skriver";
Jeg reiser til Amerika
Der Næringsfrihed ret man har
Og der Bagateller ei saa nær man ta'r;
Der Sand i Sukkeret frit man kan blande,
Rom og Extract upaatalt man kan vande,
Ei Noget hedder Snyderi,
Man kjender ikke Politi.
Det er et rigtig deiligt Land,
Der føde kan en ærlig Mand,
Og det er jeg, det vist De ikke nægte kan.