Den skrækkelige Ulykke i Hardley,
Dybt under Jorden i det mørke Kammer
Der færdedes saa travlt de Grubemænd;
De sang saa glade, aned ingen Jammer,
Snart vented' de at skue Dag igjen.
Deroppe, hvor Guds Sol saa deiligt straaler,
Der vented' Moder, Børn og Hustru dem,
Dog Ingen Herrens Alviisdom udmaaler,
De skued' aldrig mere deres Hjem.
Med virksom Flid de dvælede dernede,
Snart skulde Frihedstimen for dem slaae,
De var paa Vei til Lyset allerede,
Der skulde de jo Fryd og Hvile faae.
Da spredte Døden tungt sin mørke Vinge
Ud over dem, som end tilbage var,
Ei kunde man de Arme Redning bringe,
De kom først op, da man som Lig dem bar.
Nu savner Konen Mand og Barnet Fader,
Thi deres Værksted blev saa dyb en Grav,
De raabte: Herre! Mon Du os forlader!
Nei, men han tog, hvad eengang selv han gav.
De levende begravedes dernede,
Og Enken sidder sørgende igjen,
Hun har kun Gud! Til ham maa hun nu bede,
At han i Nøden være vil en Ven!
Beretning.
Den frygtelige Ulykke, som vi her berette, fandt Sted d. 16de Jan. i Hardley Kulgrube i Nordengland. I denne Kulgrube arbeide 400 Mand skifteviis i en Dybde af 95 Alen under Jorden, saaledes at 200 Arbeidere ere beskjeftigede, medens den anden Halvdeel holder Hviil. For at holde Minerne lens for Vand, er der anskaffet en Maskine, hvis Vægtstang veier 100 Tons og hvis Cylindere hver have 100 Hestes Kraft.
Klokken var omtrent 10 Form. om Torsdagen; af de 200 Arbeidere hvis Arbeidstid var udløben, vare de 16 gaaede op, de 8 vare paa Veien op og Resten var endnu i Gruben. De 8 vare komne omtrent halvveis op, siddende i Kurven, da pludselig den umaadelige Vægtstang knækkede og styrtede ned i Schakten. De to af Mændene dræbtes øieblikkeligt, de 3 døde kort efter, de 3 derimod bleve frelste, skjønt haardt saarede; men dette var ikke det Værste. I Gruben vare 215 Mænd og Drenge afspærrede fra Oververdenen, derved, at Schakten styrtede sammen, og om disse kunde frelses, har man første i disse Dage faaet et sørgeligt Resultat paa. Fra alle de omliggende Kulgruber strømmede Arbeidere til ved Budskabet om Ulykken, og toge modigt fat paa Udgravningen af deres ulykkelige Kammerater. Imidlertid frembød Scenen ovenfor Gruben et hjerteskjærende Billede af Fortvivlelse. De levende Begravnes Hustruer og Børn laae jamrende ved Grubeaabningen, en Moder med et lille Barn paa Armen stirrede taus ned i det mørke Dyb, - der var hendes Mand og 6 Børn begravede. Man tog fat paa Udgravningen med godt Haab, og skjøndt man endnu ikke om Fredagen var naaet gjennem de sammenstyrtede Masser, havde man det sikkre Haab at komme igjennem om Natten, saameget mere som man om Fredagen troede at høre de Begravede arbeide paa fra deres Side at bortrydde de nedstyrtede Stene. Men Løverdag kom og Løverdag gik, og der var endnu ingen Frelse. Man hørte dem i den mellemste Mine signalisere paa Minearbeidernes sædvanlige Maade ved et Slag, og man ar altsaa vis paa at de ikke vare druknede. Der var endnu to andre Dødsmaader: de kunde sulte ihjel og de kunde kvæles af den saakaldte "sorte Damp" eller af Mangel paa Luft. Imidlertid vedblev man at arbeide med usvækket Mod, opmuntret ved de Begravedes stadige Signaler. Kyndige Bjergværksingenieurer, Læger og Videnskabsmænd vare ilede til fra alle Sider, man tilberedte Senge og Bærestole og holdt 15 Gallons Thee færdige for strax at kunne give de hungrige Mænd en Lædskedrik; men Søndagen gik ligesom Løverdagen uden noget Resultat. Fire Gange om Søndagen hørte man dem signalisere; da blev Alt stille dernede.
Man glædede sig dog over, at de havde Lys, saa at Mørket ikke vilde forøge deres Rædsler, ligesom de ogsaa havde Korn og Bønner, og i den mellemste Mine befandt sig en Hest, som de i Nødsfald kunde slagte og spise. Om Mandagen hørte man slet intet Tegn fra de Begravne. Endelig efterat man havde gravet i 7 Dage, naaede man Stedet, hvor de laae, men ikke Mange turde vove sig derned, thi paa Grund af de udviklede giftige Luftarter var Udgangen meget farlig. Her frembød sig et frygteligt Syn. Der laae den hele Skare i Dødens dybe Søvn. Familier ved hverandres Side, Børn i Armene paa deres Fædre, Brødre, som holdt hinanden omslyngede. Udtrykket i de Flestes Ansigter var roligt, men Enkelte syntes dog at have stridt en haard Dødskamp. Den døde Hest laae imellem Ligene. Den var ikke rørt, og det tør derfor antages, at de Ulykkelige ere blevne qualte af den giftige Luft, og ikke som man havde antaget vare døde af Sult, thi hos Flere af dem fandt man Korn i Lommerne. Ligene ere endnu ikke bragte for Dagens Lys, og det vil blive et meget farligt og tillige paa Grund af de mange forraadnede Legemer et modbydeligt Arbeide. I det Hele omkom ved denne Leilighed 219 Mennesker, hvoraf 215 blevne levende begravne. Den lille By Hardley har mistet næsten alt Mandkjøn; Elendigheden er skrækkelig. Gaver strømme ind til de Efterladte, og man mener at de ville faae over 150,000 Rd.; men kan Penge erstatte Moderen sin Mand og sex Sønner - Gud styrke de Ulykkelige til at bære dette skrækkelige Slag af Skjæbnen.