Tidlig hver Morgen, før Solen opstaar,
Flink til mit trættende Arbejd jeg iler,
Skøndt midt i Ungdommens blomstrende Vaar,
Altid jeg slider, og sjelden jeg hviler.
Alt, hvad jeg træller, jeg lider dog Nød,
Næppe nok tjene jeg kan til mit Brød,
Armod, Armod blev jo min Lod.

Altid til Pintse, naar Skoven staar grøn,
Mine Bekendte i Vaaren sig glæde,
Jeg kun maa arbejde, - Kjolen saa skøn,
Stadsen, hvormed alle andre optræde,
Den maa jeg skaffe - jeg sidder ved Nat
Indtil ved Morgen jeg hensynker mat.
Glæden, Glæden blev ej min Sag.

Silke og Fløjel og Atlask til Stads
Føjer jeg færdig med Travlhed og Ynde,
Fruen og Frøknen skal ud til Galas,
Nu skal først rigtig mit Arbejd begynde.
Ydmyg ved Døren jeg stiller mig saa,
Ser paa den Stads, som jeg har hængt dem paa.
Ingen, Ingen kender mig da.

Her paa mit Tagkammer tidlig og silde
Sidder jeg ene; kun Himmelens Blaa
Titter herind, og saa Fuglen, den lille,
Kvidrer og synes min Lod at forstaa.
Kunde som den jeg i Frihed mig svinge,
Hvor skulde jeg da paa Glædernes Vinge
Flyve, flyve fra Sorg og Savn.

Jeg har en Ven, og han ejer mit Hjerte,
Men han er fattig og ringe som jeg,
Tidt maa hinanden vi tilstaa med Smerte,
Fremtiden ligner den taagede Vej.
Vilde jeg være tilfals for de Rige,
Kunde vel sagtens i Velstand jeg stige.
Aldrig, aldrig skal det dog ske.

Nede i Huset ved Aften de spiller,
Tonerne lyde herop paa min Kvist,
Maaltid og Bal, ja og jublende Triller
Hører jeg derfra og tænker forvist:
Skal ej en Sypige kende til Glæde,
Skal hendes Sang kun om Lidelser kvæde.
Skæbnen, Skæbnen er hende fjendsk.

Nu er det Midnat, men jeg maa ej hvile,
Ikke før Morgenstund titter herind.,
Maanen mig sender de sølverne Pile,
Kysser mig mildt paa min blegede Kind.
Lykken har Hjul, maaske en Gang i Livet
Ogsaa til mig bedre Lod bliver givet,
Haabet, Haabet, det er min Trøst.