Nu har vi Sporvogn faaet,
Det er dog Skam alligevel,
De Vognmænd har nu gaaet
Og ærgret sig ihjel.
For en ti Øres Penge,
Pi-Pa-Penge,
Man kan paa Vognen hænge
Og køre snart en Mil.

Ja, maa jeg nu ikke, som Mester siger, takke Gud for, at jeg kom i Skomagerlære, istedetfor at blive Droskekuskesvend, for ellersens havde jeg nu ligget i Druknehuset ved Siden af ti Droskekuske, der havde druknet sig af Ærgrelse over Sporvognene.

Forleden Dag saa fik jeg
I Drikkepenge mig en Mark,
Til Sporevognen gik jeg -
Jo, der var Spænd og Spark.
Jeg vilde op at køre
Ki-ka-køre,
Nu skal I bare høre
Hvordan det spændte a'.

Da jeg kom ned paa Garnisonspladsen, stod der to Bisser. "Ka' Du sige mig, Peder," sa'e den Ene, "hvad Forskel er der paa et Træ og paa en Sporvogn?" "Jo, jeg kan," sa'e den Anden, "paa et Træ sidder Rødderne forneden; men paa Sporvognene sidder Rødderne ovenpaa!" Nu kan du da ikke være bekendt for hele Skomagerlauget at sidde ovenpaa, men maa gaa ind i underste Etage, tænkte jeg; men - Tak Skæbne! Hele Kassen forneden var fuld; Damerne - ikke at tale om Herrerne - sloges om at komme ovenpaa.

En Dame med sin Kær'ste
Jeg saa at entre ovenpaa,
Men det var nu det Værste,
Man hendes Fodtøj saae.
Hun havde Krinoline,
Li-la-line,
Og Strømper - Død og Pine,
Hvor der var Huller paa.

Naa, tænkte jeg - skal det være de fine Damer - men nu kom Humlen, som Per Brask siger, pludselig fik et Søm paa Trappestigen fat i hendes dejlige tykke Lægge. "Ratsch!" sa'e det, og der faldt en forloren Vat=Læg ned paa Konduktøren, der saae tilvejrs og sagde: "Ha, hvad er desse? Kaster Jomfruen sit eget Kød og Blod ned ad Trapperne!" Nu kan I tro, der blev Mudder; Kæresten blev jaloux og holdt sin Haand for Konduktørens Øjne og sagde: "Fingrene a' Fadet, Konduktør! Inte kigge paa anden Mands Ejendom!"

Saa gik jeg da i Tøjet,
Til Kondukteuren sa'e jeg: Stop!
Og entrede fornøjet
Ad Jernstigen op.
Jeg kan med Sandhed sige,
Si-sa-sige
Skøndt ædru, paa en Stige
Jeg engang været har.

Da jeg kom ovenpaa, var Vaabenhvilen mellem Damen, der tabte sit Læg, og hendes Kæreste, forbi. "Naa, saa du holder forlorne Lægge, min Pige," sa'e Herren, "det har du aldrig fortalt mig, jeg troede, at Alt hvad du ejede og ha'de, var ægte!" Nu skulde De kun have set Sjov; hun tog sin Forlovelsesring af Fingeren og kastede ham den i Hovedet; nu blev han arrig og tog fat i hendes Nakkekrøller - han gjorde et godt Ryk og beholdt hele den forlorne Paryk i Haanden. "Vil du komme med mine Krøller, din Tyran, det er ikke mine egne, jeg har lejet dem for 25 Øre Timen!" Konduktøren maatte nu kaste dem ned og saa rullede vi videre.

Vi gennem Gader kørte,
Gemytlig var det allenfal,
Vi meget saae og hørte
Hos Folk paa første Sal.
I Stuen kan man kigge,
Ki-ka-kigge
Lukt ind, og Piger nikke
Til vos derovenpaa.

Nej, sikken en Re'lighed, man ser ovenpaa disse Sporvogne! Da vi kørte gennem en af Gaderne, kunde jeg tydelig se noget, som jeg nok skal vogte mig for at fortælle, da man ellers vilde sige om mig: "Uf, hvor han er ækel, man kan da godt høre, at det er en af Rødderne fra Sporvognen!"

Dacapo.
En munter Svend ad Stigen
Nu entred op - ja tænk Dem kun,
Der blev et Grin, en Skrigen:
"Det er Hr. Kragelund!"
"Her er jeg, mine Herrer!
Hi-ha-Herrer!"
Saa sang de: "Den var værre! -
Den er a' Kragelund!"

"Naa Christian," sa'e jeg til mig selv, "er du nu ikke en rigtig heldig Ka'tøffel, at du i Dag har havt den Lykke at se den rigtige ægte Kragelund, hvis mægtige Toner saa ofte har begejstrer dine Ben, naar du var i "Aftenstjernen" og fik dig den yndige Klinkevals: "Den er a' Kragelund."