Ensom i skovrige Dale,
Tæt ved den brusende Strøm
Boede, helt ukendt med Kvaler,
Fingal, den Hyrde saa skøn.

Sorger og Uro og Smerte
Og Verdenslivets Kval
Boede ej udi hans Hjerte,
Boede ej udi hans Dal.

Han saae en Morgen ved Strømmen
En Pige, som tog sig et Bad,
Skøn som en Engel i Drømmen, -
Han blev som en Yngling saa glad.

Smukkeste Pige, han sagde,
Vil du ej blive hos mig,
Blive hos Fingal den glade,
Som aldrig vil skilles fra dig.

Stammende svared den Pige:
Hvor kan jeg blive hos dig?
Jeg er jo ingen Hyrdinde,
Fingal, du kan ej faa mig.

Kinder mod Kinder de lagde
Og Fingal gav Pigen et Kys,
I Vrede forsvandt da den skønne,
Og Fingal stod ene som nys.

I tretten Aar enlig han boede,
Stille i ensom Dal,
Evig for Kysset han troede,
Himlen ej vilde ham vel.

Sluttelig tog han til Bægret,
Og Bøssen fortvivlet han greb,
Han spænder og skyder og falder
Og blinker mod Himlen og dør.