Barnemorderskens Sang
i Fængslet

Der gives i Verden Bekymring og Møje,
Og mangen uventede Kummer saa stor,
Se Ungdommens Glæder hensvandt for mit Øje,
Som Fuglen i Buret i Fængslet jeg bor.
Hør nu, mine Venner, betænker mit Ord,
Som her i mit Fængsel fra Læberne foer.

Jeg vil nu opskrive min Skæbne den trange,
For Tiden at lette i Fængslet saa sort.
Thi her mine Timer er for mig saa lange,
Ak, Frihedens Stund var saa skøn, men saa kort,
I Bording paa Sjælland er jeg barnefød,
I Jylland der tjente jeg dog for mit Brød.

Min Fader og Moder mig lærte i Hjemmet
Min kristelig' Andagt og Frygt for Guds Bud,
Før jeg dem forlod og udrejste blandt fremmed,
De stærkt mig formaned: Glem aldrig din Gud,
I hvor du hendrager og hvor du hengaar,
Glem aldrig Gud Fader, hvordan du det faar.

Men der er desværre saa mange, der glemme,
At følge Formaningens venlige Ord,
Derude i Verden der glemmes den Stemme,
For siden at høres i Kummer saa stor,
Ak, Barndommens Sorger er intet mod dem,
Der siden i Hjerterne trænge sig frem.

Den Husbond, jeg tjente, mig vilde forføre,
Uagtet han selv var i Ægtestands Baand,
Jeg græd og ej vilde hans Kærlighed høre,
Men sluttelig spændtes i Synden min Aand.
Hans Snildhed og Tale den sejred tilsidst,
Thi Ungdom og Visdom ej parres forvist.

Jeg følte mig Moder; da han det opdaged,
Forførte han mig til at øve et Mord;
Den spæde blev myrdet, forgæves den klaged,
I tre Aar vi dreve jo Synden saa stor,
Men Brøden opdages, og fængslet jeg er,
O Herre, Gud Fader, min Sjæl naadig vær'!

I rige og fattige, gamle og unge,
Betænker min Skæbne, gør ikke slig Fejl!
Fordømmer mig ikke, naar Sangen I sjunge,
Men ser Eder hellere paa mig i Spejl.
Husk, Friheden er jo dog bedre end Guld;
Bevar Eders Sjæle fra Synden saa ful!

Vel findes der Sorger for gamle og unge,
Og fattig som rig kan faa Kummer i Sjæl;
Men ingen af Sorgerne er dog saa tunge,
Som dem, man gaar hen og forvolder sig selv.
For silde, for silde jeg vil vende om,
Men nu maa jeg lide og vente min Dom.

Jeg skuer om Natten de Stjerner, som tindre
Højt over mit Hjem paa den østlige Kyst.
Da krymper sig Hjertet, naar jeg maa erindre
De kære, og Taarerne væde mit Bryst.
Og naar jeg skal slumre i Søvnen saa sød,
Jeg drømmer og vaagner i Angest og Nød.

Gaar jeg hen til Hvile, gaar jeg af mit Leje,
Jeg finder kun Længsel, men finder ej Trøst,
I unge, som Glæden og Friheden eje,
Vogt Eder for Verdens forførende Røst;
Thi Livet har Snarer, der fører os ind
I Fængsel til Kummer og Taarer paa Kind.

Her vil jeg nu slutte og Pennen henlægge,
Thi Taarerne væde Papiret for mig:
O Gud, lad mig dog din Tilgivelse række,
Har Verden ej Naade, er Naaden hos dig.
Du skænke mig Tid til at angre og tro,
Saa Freden en Gang i mit Hjerte kan bo.