Sang
om Fyrbøderen
paa "Thingvalla"

Paa Oceanets mørke Blaa
Om Frihed synges tidt,
Tidt er den Vej dog tung at gaa,
Og Glæden dæmpes lidt.
I Damperens det hede Dyb,
Hvor haardt Maskinen gaar,
Er Mennesket kun som et Kryb,
Og kun til Ringhed naar.

Fyrbøderne maa trælle haardt,
I Hede, Røg og Glød,
Og de kan ikke let gaa bort,
Undtagen da ved Død.
Paa Thingvalla de holdes strængt,

Med Skældsord og Arrest,
En af dem fandt man nylig hængt,
Han havde faaet sin Rest.

Maskinemesterne, saa lød
Da Rygtet, dræbte ham;
Dog rette Aarsag til hans Død,
Var Vrede, Spot og Skam.
Han var forbitret over at
Man skaaned ham saa lidt
Dernede dybt i Skibets Nat,
Nu har vi Følgen set.

Med Skruenøglen slog man ej
Ham blodig, som blev sagt;
Han selv har valgt sig Dødens Vej,
Han selv har sig ombragt.
Men strængt han havde det ombord,
Thi syg og svag han var,
Dog troede man jo ej hans Ord,
Det ham i Hjertet skar.

Lidt mere Mildhed var dog bedst,
Maskinemester vel,
Ej Skældsord eller haard Arrest
Er altid just til Held.
Vi er dog alle Mennesker
Og tjene for vort Brød,
Og Turen komme kan til Jer
For hvad I her forbrød.

Forhør er holdt og Dommeren
Har givet Alle fri,
Den Ene gik i Døden hen,
Dermed er Alt forbi.
Men Folket dømmer ofte med,
Hvor Loven ikke kan;
Det si’er: Han led dog vist Fortræd,
Den arme stakkels Mand.

Han vilde springe overbord,
Og standsedes deri,
Men derpaa lød de haarde Ord:
Du slipper ikke fri.
I sin Arrest i Mulm og Nat
Fortvivlet sad han der;
Da røved han sig Livet brat,
Mon det ej rører Jer.

Beretning
Som bekjendt af Bladene har den ene af "Thingvallas" Fyrbødere aflived sig ved Hængning i det mindre hyggelige Badekammer, hvori man holdt ham arresteret nede i Skibet, efter at man først med Magt havde forhindret ham i at aflive sig ved Drukning. Han udtalte da, at de skulde blot lade ham springe overbord, der var dog ikke andet for ham. Han blev da af Maskinmestrene sat ind i Arrest i et Badekammer, om hvis Hyggelighed der foreligger forskellige Beretninger; der blev han indelukket, og man saae den ene Maskinemester gaa derind med en Skruenøgle i Haanden. Da Fyrbøderen senere fandtes hængt, udbredte det Rygte sig og fandt Vej herhjem, at den Afdøde, der var noget blodig og forreven, var bleven dræbt. Folk samlede sig ved "Thingvallas" Ankomst for at straffe de formentlige Mordere. Disse, nemlig 1ste og 2den Maskinmester, bleve forhørte af en Kriminalretsassessor, men de bleve derpaa frigivne, og Erklæringen lyder paa, at der ikke foreligger Grund til at antage noget Mord.
Imidlertid – strengt maa Stakkelen have havt det, thi da han erklærede sig syg og Lægen paastod, at han intet fejlede – hvilket maaske dog undertiden kan være vanskeligt for en Læge at afgjøre, naar indvendig Svaghed er tilstede – blev han tvungen til at arbejde og efter Sigende behandlet strengt, bl. a. med en enkelt "lille" Kindhest, og derpaa indelukket i Arresten. Man hænger sig ikke aldeles uden Grund, og der kunde dog være Anledning til at overveje, om der ikke kunde indføres et humanere Regimente ombord i vore Udvandrerskibe, der gaa saa lange Ture uden at se Land.
Formodentlig er Sagen ikke heller endt dermed.