49 danske Fiskere
Den rædde Maage tyede ind
Fra det oprørte Hav,
Den Fisker drog med Mod i Sind
Ud til den vaade Grav.
Langt ude paa den vilde Sø,
Hvor Stormen brølte vild,
Der maatte Fiskermanden dø
Saa fjernt fra Arnens Ild.
Derhjemme sad den stille Viv
Og ventede sin Mand,
Hun frygted Elementers Kiv
Og den oprørte Strand,
Og Børnene saae hendes Frygt:
"Naar kommer Fader hjem",
Saa slumrede de ind saa trygt,
Og Gud beskærmed dem.
Men den Gang det blev Morgengry
Var Moder ej hos dem,
Hun havde, vakt af Havets Gny,
Forladt det arme Hjem.
Ved Stranden stod hun Natten lang
Med Rædsel i sit Blik,
Saae Manden vandre Dødens Gang,
Det var saa besk en Drik.
Hun stirred efter Kendingen
Paa Mag og bedre Vejr,
Men ak, hun saae i Brændingen
Sin Mand, hun var ham nær,
Men Bølgen rev ham atter ud,
Han kom ej mer igen,
Hun sukkede beklemt til Gud:
O red, o red min Ven.
Man stred og sled, men det var faa,
Der reddet kom til Land,
Halv hundred Fiskere man saae
Gaa bort ved nære Strand.
Haard er Tilværelsen, dens Strid
Har kaldt de Kække bort,
Men Hjemmet savner deres Flid,
Og Slaget faldt saa haardt.
I Hytten er der tomt og koldt,
Og Fader kommer ej,
Han faldt som Helt, kækt ud han holdt
Paa Havets trange Vej,
Nu skinner Stjernen paa hans Grav,
- Et Haab om Gensyns Stund, -
Hans Sjæl er hist, - i dybe Hav
Er jo hans Legem kun.
Græd, stakkels Hustru, Taaren er
Alt, hvad dig levned blev;
Græd, Fader, Søn, som stod dem nær,
Da Døden bort dem rev.
Ej Mindesmærke rejses kan
Paa Søens falske Grund,
Men mødes skal I med hver Mand
En Gang i Glædens Stund.
Forfærdelig Ulykke.
Tæt ved Jammerbugten paa Jyllands Vestkyst gik Fiskerne om Aftenen i deres smaa Baade ud til deres Dont; Vejret var aldeles roligt, Havet stille. De fattige Fiskere skulde ud i den kolde Nat for at erhverve Opholdet til deres Famile. Vinden var Sydost. Kl. 11-12 Aften var der omtrent 400 Fiskere i 100 Baade paa Havet. Pludselig sprang Vinden om til Nordvest og Havet blev vildt. Kystvagten ved Klitmøller mærkede det straks og gav Signal: "Kom i Land!" Men i samme Øjeblik blev det et rasende Uvejr. Da han fik rejst de tre Lanterner i Trekant (Landgang umulig) vare Baadene allerede komne ind til Brændingerne, og Søen stod frygtelig over Baadene ind mod Land. Alle Baadene fra Klitmøller paa 2 nær, kom dog i Land. Fra de to forulykkede Baade hørte man Besætningens Nødraab, men maatte med Smerte se de kække Mænd gaa i Dybet. Folk gik paa Stranden med Lygter for at redde. Strandfoged Nielsen blev alene reddet, men næsten som død. Hans Tøj og Legem var fuldt af Fiskerkroge, hvoraf Lægen maatte udskære flere. De Lig, der havde Redningsbælter drev i Land, de Andre ikke. To Mand kastedes i Land ved Hjælp af Redningsbæltet. Ved Agger kæntrede 3 Baade i den bælgmørke Nat; man kunde høre deres Raab, men 13 druknede. Nord for Limfjorden omkom paa den Maade 22; Syd for samme 27 Mand. Paa et Sted er der alene 74 Børn blevne faderløse. De mange fattige Familier sidde nu hjælpeløse i Vinterens Tid – hjælp dem hvem der har Evne!