Ved Vintertid, naar Skoven staaer
Med Riimfrost i de dunkle Lokker,
Og Stormen vildt mod Ruden slaaer
Mens Sneen sig paa Taget flokker,
Om dette Bord saa mangen Gang,
Vi samledes ved Bægerklang,
:,: Og glemte Vint'rens barske Sang,
Thi der var Foraar i vort Hjerte! :,:

Men Tiden driver lumsk sit Spil,
Thi medens sorgløst her vi spøge,
Og glemme reent, at den er til,
At hævne sig den vil forsøge,
Den stjæler Rosen af vor Kind,
Den røver, flygtig som en Vind,
:,. Os mangen Ven, hvis Brodersind
I Ungdomstid vi elskte lærte. :,:

Selv dette Sted, hvor vi har leet
Ad Tidens Vexel og Forandring,
Og som vor bedste Fryd har seet,
Er kun et Herberg paa vor Vandring.
Vi kom hertil, Alt var saa smukt,
Ustandset steeg vor Tankes Flugt,
:,: Bag Løvet vinkte Træets Frugt, -
Men for at naae den vi bortdrage! :,:

Vor Glædeskalk er snart udtømt,
Og mangt et Minde vil udslettes,
Men hvad vi her har tænkt og drømt,
Det føle vi kan ei forgjættes;
Thi Skjæbnen skiller Ven fra Ven,
Men Sjælen søge vii igjen,
:,: Landflygtig til det Sted, hvor den
Sin Ungdoms Fryd har lagt tilbage! :,: