Hist fra Norge kom en Dag en Mand hertil,
Det er just om ham, vi her fortælle vil,
Han var rig, men stod saa ensom og forladt,
Ene sukked han i mørke Nat.

Hjemme misted han sin Datter og sin Viv,
Dem han leved for, de var hans hele Liv,
Da blev han saa sær og hen i Skrupler faldt,
Solgte Redskab, Kreatur og alt.

Men hans Gaard gav han Befaling om som saa:
Den er min, og den skal alle lade staa,
Øde som mit Liv den skal i Savn forgaa!
Derpaa hen til Danmark lod han staa.

Her han købte sig et lille billigt Sted,
Leved Dag og Nat i stille Ensomhed,
Lukked ingen ind, og havde ingen der,
Intet Tyende, som kom ham nær.

Snavs og Stank omgav ham i det triste Hjem,
Kun ved Aftenstund saa listede han frem,
Købte Affald eller tiggede maaske,
Ingen kunde hans Menage se.

Ingen Dyne i hans Seng, men kun en Sæk
Tog han om, for dog at holde Kulden væk,
Ovnen kold, selv i den strænge Vintertid,
Flortyndt Tøj, helt hullet ud af Slid.

Han fornærmed ingen, men som en Forskudt
Gik han der, og Adgang var enhver forbudt.
Ingen Kaffe, ingen The, kun Vand og Brød,
Og saa fandt man ham en Morgen død.

Døren sprængtes, Politiet trængte ind,
Stank og Snavs og støvet Edderkoppespind
Fandt man der, og Liget i en Pjalt man saae,
Ynkelig den arme Stakkel laa.

Hvortil spared han? Nu er dog alt forbi,
Pengene maa ud igen at vandre, thi
Dem han før forskød, som Arvinger nu staa,
De den halve Million vil faa.

Spredt omkring i hver en Krog laa Skatten hen,
Sort og smudsig, og han faar den ej igen.
Ak, hvor Mennesket forgæves samler her,
Vog Jer vel for Gerrigheds Begær.

Beretning.
I et lille Hus tæt udenfor København boede i adskillige Aar en ældre Mand ganske alene. Han havde intet som helst Tyende, ingen Slægtninge kom til ham, man havde aldrig set Røg af hans Skorsten, og i den koldeste Vinter var der ingen Varme om ham. Hans Klæder vare pjaltede; de dækkede knap hans Nøgenhed, og i stedet for Dyne i sin Seng indhyllede han sig i et Stykke Maatte med Tov om. Man fortalte, at han i Begyndelsen havde havt en ung Pige til at gaa Ærinder for sig, men da hun en Gang kom til at se ham tælle Penge, afskedigede han hende. Han var en rig Gaardmand fra Norge, mistede for en Del Aar siden pludselig sin Kone og Datter, og solgte derfor alt hvad der kunde gøres i Penge, Kreatur, Avlsredskaber, Klæder, o.s.v., men rejste derpaa bort og lod Gaardens Bygninger staa hen; de ere vel nu faldne sammen. Her i København købte han et lille Hus, beboede det alene, tillod ingen Adgang, og da nogle Slægtninge en Gang indfandt sig, lod han dem i flere Dage staa udenfor, lod sig ikke se og de maatte gaa bort med uforrettet Sag. Han listede sig kun om Aftenen i sin simple Klædning ud for at erhverve lidt til Livets Ophold, medens man paastaar, at han havde liggende en halv Million Kroner, hvormed han kunde have beredt sig selv og mange andre en god Tilværelse. Endelig bemærkede Naboerne, at han i April d. A. i flere Dage ikke lod sig se, og at en slem Lugt trængte ud af Huset. Man kaldte Politiet, som sprængte Døren, og fandt den Ulykkelige paa et smudsigt Leje, halvnøgen og død af Sult. Der var ikke til at drage Aande førend alt blev aabnet, baade Døre og Vinduer.
Hans betydelige Formue vil nu tilfalde en efterladt fattig Familie.