Hør, du glade Sømand, naar du gaar fra dit Land
Og skal fare rundt Jorden paa det vilde Ocean;
Da vær glad og fornøj'd, thi jeg synger med Frøjd,
Og mit Haab staar til Herren og til Himmelens Højd.

Og naar Anker hives op, Sejlet strækkes op i Top,
Og en Mand gaar til Rors, mens de andre klatre op,
Da med Hatten i Haand staar vi klar alle Mand,
Og et ømt Farvel vi sende til vort kære Fædreland.

Nu er alting godt og klart, Skibet sætter sig i Fart,
Vore Piger staa paa Stranden, ser det langsomt ile bort.
Og en brændende Taare jo i deres Øje staar;
Nu de mister den Ven, som de aldrig atter faar.

Det suser og blæser i hver eneste Klud,
Dagen iler mod Slut, Natten ser saa farlig ud;
Maanen alt er gaaet ned, Stjernen ser vi ikke mer,
Svære Byger og Bølger ud af Havfladen ser.

Storm og brusende Hav, Skibet lider deraf,
Og stolte Matroser staa ved Bredden af sin Grav;
Men de trøstes derved, at de lider ingen Nød,
Skøndt de fleste kunde tænke, at det bar til Graven ned.

Naar en Gang man rækker Haand i det fremmede Land,
Staar der tusinde Piger med en vid og aaben Favn.
Vær velkommen i Land, du min glade Sømand,
Vær velkommen, vær velkommen, kom og hvil dig i min Favn.

Men den Tid den bli'er ej lang, thi til Rejse staar hans Gang,
Imod Norden vi styre med den dejligste Fart,
Og en brusende Vind skal os straks føre hjem,
Til Forældre og Søskende og en trofast Ven.

Naar man da kommer hjem, træffer der sin kære Ven,
Som i Livet og Døden var ham trofast igen,
Vær velkommen i Land, du skal hvile i min Favn!
Fra din Rejse rundt om Jorden paa det vilde Ocean.