Der, hvor Genfersøen krummer sig i Bugt,
Hist i Dalen ligger der en Hytte smukt,
Venlig skinner Solen til den Hytte ned,
Der bor Fred og der bor Kærllighed.

Der i Døren stod ung Anna; - hun var sød,
Hvid som Sne og som en Alperose rød,
Skælmsk hun smilte til den bolde Ungersvend,
Som mod hendes Hytte ilte hen.

Og paa Ungersvendens Skuldre Bøssen hang,
Kækt han stemte i en munter Jægersang,
Venlig klapped han den elskte Piges Kind,
Saa hun rødmed højt og smutted ind.

Sødt i Baaden i den stille Aftenstund
Gynged de og trykked henrykt Mund til Mund.
Maanen sejled stor og rund paa Himlens Blaa,
Og de Tvendes Elskovs Lykke saae.

Bølgen vugged dem så blidt til hjemlig Kyst,
Pigen hviled trygt ved Jægersmandens Bryst,
Til den store Verdens Larm de kendte ej:
Ene gik de deres Lykkes Vej.

Vintren gik sin Gang og det blev atter Vaar,
Atter Anna smilende i Døren staar,
Men paa Armen nu en krøllet Dreng hun har,

Jægersmanden han er Drengens Fa’er.