Jeg blev sendt bort fra Fædreland og Venner,
Fordi jeg var så fattig og saa ung,
Men Herren, som vor Skæbnes Veje kender,
Han bragte Glæden paa min Vej saa tung.

Den rige Gaardmandssøn han vilde tage
Mig til sin Viv, men jeg for ringe var;
Han elsked mig, vi mødtes alle Dage,
Og glad for mig sin Elskov han frembar.

Jeg var ham huld, thi han var god og kærlig,
Men hans Forældre plagede ham tidt.
De sa’e: "Hvad nytter det, at hun er ærlig?
Hun er for ringe og hun har for Lidt."

Saa skiltes vi, min Kærest maatte drage
Hen til en anden By - de valgte snart
En Brud til ham: Den skulde han nu tage,
Hun havde Rigdom og det var saa rart.

Mig plaged de imedens tidlig, silde;
"Du har forrykket Sindet paa vor Søn;
Hvis ej du var, han Lykke have vilde,
Du faar ham ej, rejs bort; det er vor Bøn.

Derovre i Amerika er Lykke,
Vælg her en Mand, vær ej vor Søn imod;
To tusind Kroner faar du for at bygge
Dit Hjem derovre; han er dig for god.

Her er et Brev, se selv, han nænner ikke
At sige dig, en Anden har hans Hu;
Rejs bort, kom ikke mere for hans Blikke,
Og vi betaler Rejsen – hører du?"

Da græd jeg bittert, ej jeg vilde være
Min Ven i Vejen, stille drog jeg bort;
Jeg frygted ej, jeg drog jo bort med Ære;
Men skøndt jeg havde Penge, var det haardt.

De mente, at naar først jeg var af Landet,
Saa skulde Peter glemme mig i Hast,
Dog, de tog fejl, der skete noget Andet.
Og ej saa let vor Elskovslykke brast.

Da Peter hørte, at han ikke maatte
Faa mig, til hvem hans hele Hjerte stod,
Da blev han vred: "Ej for Alverdens Slotte
Jeg ægter Andre," sagde han med Mod.

Og stille laved han sig til at drage
Fra Fædreland, af Brud og Alt forskudt,
Vel nødig lod han mig staa her tilbage,
Dog – jeg var ham jo af hans Slægt forbudt.

I København laa Skibet, men min Taare
Randt bittert, den Gang da jeg steg ombord,
Jeg sørged, o, jeg sørgede saa saare,
Med Ingen, Ingen talte jeg et Ord.

Saa letted Skibet, vi stod ud ad Sundet,
Ved Helsingør, paa Dækket gik jeg frem,
Thi hidtil sad jeg stille som jeg blunded,
Nu fik jeg Øje paa – ja, gæt paa hvem?

Der stod min Peter rolig ved min Side,
Hans klare Øjepar saae ind i mit;
Jeg troede, at jeg drømte, maa I vide,
Og stammed: "Dette gaar dog vist for vidt."

Han nærmed sig og sagde glad og stille:
"Men Ane dog, hvorledes kom du her?
Alene til Amerika jeg vilde,
Og træffer nu ombord min Hjertenskær."

Og længe, længe saae vi paa hinanden,
Han greb min Haand og jeg fortalte Alt.
Saa lo han mildt og kyssed mig paa Panden
Og sagde: "Dette her var ej saa galt."

Du drog for min Skyld, jeg for din fra Landet,
Men Herren samlede os her igen;
Du ser jo, det kan ikke være Andet,
Vi to ej skilles kan, min Hjerteven."

Her i Amerika vi Bryllup fejred,
Vi leve lykkelig og glade her,
De Gamle tabte, Kærligheden sejred,
Held Hver, som faar sin egen Hjertenskær.