Danmarks stærkeste Mand,
Carl Jensens
ulykkelige Død

Han stod i Vaar som Oldtids stærke Kæmper,
Dog ej til blodig Tog han stævned ud,
Et fredsomt Hjerte var den milde Dæmper,
Som bød ham, ej at følge Stridens Bud.
Et venligt Haandtryk havde han til Venner,
En ukendt Styrke i sin stærke Arm,
En Sjæl, som ej til Nid og Ondskab kender,
Det var det Sind, der boede i hans Barm.

Ud over Landet gik hans Navn saa fage,
Han var Europas stærkeste Athlet,
Tilsidst vel En en Dag ham kunde tage,
Men èn Gang kan Enhver vel blive Bet.
Beskeden ved sin Profession han stille
Fortjente sit og sine Kæres Brød,
Som Kunstner vilde han ej Rolle spille,
Han blev ved Sit - han blev der til sin Død.

Hans Kæmpekraft den virked kun for Freden,
Hans stærke Muskler gjorde ej Fortræd,
Og aldrig hengav Carl sig ond til Vreden,
I Kæmpers Kreds var han det blide Led.
Det var hans Lyst for Landsmænd frem at træde,
At vise, at end Kraft hos Danske bor,
Men Hjemmet, Hjemmet var hans bedste Glæde,
Til Børn og Hustru lød kun milde Ord.

Nu sank han ned fra himmelhøje Stade,
Og det var i sit Arbejdskald han faldt,
Da Høstens Vind nedkasted Vaarens Blade,
Blev Carl fra Hustru, Hjem og Venner kaldt.
Mod Stene blev hans stærke Legem kastet,
Han havde tidt bedt om en hurtig Død,
Den fik han, skøndt sig Tiden der forhastet,
Thi altfor tidlig den hans Bane brød.

Nu sidde de med Sorg i Stuen hjemme,
Nu har de ingen Mand og Fader mer,
Dog Vennerne vil ikke dem forglemme,
Bag Sorgens mørke Sky dog Haabet ler.
Carl Jensen var vor Ven i gode Dage,
Lad os da ved hans Baare træde hen
Og trøste, hjælpe smukt hans Børn og Mage,
Det kan vi sagtens gøre for vor Ven.

Carl Jensen,
Danmarks stærkeste Mand,
afgik d. 29. August ved Døden paa en sørgelig Maade, men han faldt som en brav Arbejder under Udøvelsen af sit Haandværk.
Han skulde opmaale et paa en ny Bygning fuldført Arbejde, og befandt sig paa 5te Sal lige ved Siden af Køkkentrappehullet. For at komme rigtig til, tog han fat om en muret Pille og lænede sig ud over Hullet. Men Pillen var lige opmuret, den gav efter og Carl Jensen styrtede fra den svimlende Højde ned gennem Trappehullet og faldt paa en Bunke Skærver nede i Kælderen, hvorved han kløvede Hovedet fra Pande til Nakke, saa der fremkom en fingerbred Revne i Hovedskallen. Han blev hurtig kørt til Hospitalet, men udaandede kort efter at være kommen der.
Carl Jensen var født i Stege d. 10. Maj 1861. Han var Søn af en Opsynsmand ved den derværende Sindssyge=Anstalt. Han var altid en ivrig Sportsmand, men især var han kendt for sin ualmindelige Styrke, der ofte blev Anledning for ham til at optræde baade i Danmark og udenlands, hvor han høstede stor Udmærkelse og havde flere Medailler. Kun en enkelt Gang blev han, efter en Upasselighed, besejret af en Svensker, men Alle vare dog enige om, at Carl Jensen i Længden var Nordens, ja Europas stærkeste Mand. Han arbejdede i adskillige Aar i København og blev for nogle Aar siden Medlem af den af Journalist Normann Bryn stiftede Athletklub, hvis Formand han var fra 1889. Sin Styrke viste han mest glimrende ved at bære uhyre Byrder. Han kunde løfte 20 Mand, og han bar staaende 3000 Pund.
Han efterlader Enke og 5 Børn i smaa Kaar, men han havde i Sportsverdenen mange Venner, der siges at ville træde hjælpende til. Firmaet Dahl & Søn, hos hvem han arbejdede, holder sine Arbejdere assurerede, og Carl Jensens Efterladte ville straks modtage 1000 Kr., ligesom Københavns Fodsportsklub vil yde Hjælp.
Carl Jensen var, uagtet sin umaadelige Styrke, en fredelig Mand og i Hjemmet en god og kærlig Familiefader.