Mit Hjerte er en Himmel graa,
Hvor Sorgerne som Kloder staa;
Saa underlig er deres Gang,
Derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faar du Ro,
Hver Taare er en Verden jo;
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
Der ruller fra det snævre Bryst.

Og har du grædt dit Øje træt,
Da bliver du om Hjertet let,
Thi Sorgen, om den end er stor,
I hine Taarers Verdner bor.
O tror du vel, at Han, som glad,
Ser Krybet paa det mindste Blad,
Han, som det Hele stræber til,
At Han en Verden glemme vil.