Dig, elskte Konge, vort Farvel vi byde,
Farvel! Farvel! for sidste Gang det er!
Ak aldrig meer Din Stemme her skal lyde, -
Dit danske Kongehjerte slaaer ei meer.
Du, som os førte frem i Kampens Dage,
I Fredens Tid Dit Folk her Frihed gav,
Du kommer fra Din Vandring ei tilbage, -
Dig jo omslutter nu Din mørke Grav.

Men ei vi bæve skal for Gravens Gjemme,
Thi Livets Herre, Almagts store Gud,
Han hist os kalder med sin Faderstemme,
Fra Mulm og Død fra Gravens Mørke ud.
Du værned trofast for Dit Folk hernede,
Modtag vor Tak for al Din Kjærlighed,
Dit sidste Hvilested de nu berede,
Hvor Du kan hvile trygt i Ro i Fred.

Nu Danmarks Rige atter er i Fare,
Thi Tydsken sender atter Krigsmagt hid,
Men naar Almagtens Gud vil os bevare,
Saa kan vor Fremtid dog nok blive blid.
Tre Gange større Magt blev overvunden,
Da Danmarks Konge med Soldaten var,
En Danmarks Konge har vi atter funden,
Soldater som er dansk' vi ogsaa har.

Hviil derfor trygt, Kong Frederik, Du Kjære!
Kong Christian træde vil i Dine Spor, -
Ja hver af Dine Lov vil Lov ham være, -
Og er end Danmarks Rige ikke stor
Vi kjæmpe vil for Danmarks Drot og Ære,
For Danmarks Rige, for dets Ro og Fred,
Og Almagts Gud Han vist vil med os være
Og sende sin Velsignelse herned.