Sorg er i Danmark, - ak! det er saa øde,
Vor folkekjære danske Konge døde.
Liigvognen langsomt hen ad Gaden kjører,
Den bort Ham fører.

Guldkrandsen glimrer, - mangen Flammekjerte
Straaler, - men svagt kun mod Kong Fredriks Hjerte;
Dets ædle Frugt gav Saga Stof herneden
For Evigheden.

Vognen henruller med vor Skat derinde;
Og vi beholde kun Hans kjære Minde,
Mens vor Velsignelse og Vemodstaare
Følger Hans Baare.

Fred med dit Støv, Du eiegode Konge!
Signet Dit Navn i Danmark vil gjenrunge,
Naar mange Slægter alt er' gangen heden
Til Himmelfreden!

Beed hos Alherren Du, som var vor Fader,
At Han ei Danmark og dets Folk forlader
At Han til os vil sende Styrkens Straale:
Savnet at taale.

Beed for Kong Christian, som Dit Værk fuldender,
At Gud sin Bistand al Hans Stræben sender!
At ei Hans ædle Villie, falsk fortolket,
Spredes blandt Folket.

Men at Erkjendelsen og Kjærligheden
Maa vorde denne Konges Lod herneden!
Stort er Hans Kald og mange er hans Pligter,
Som Han ei svigter!