Drachmann, han er rød,
Han si'er, Liv eller Død,
Vi hugger kæk hver Rigmand ned,
Før bli'er der ikke Fred.
Vi faar gi' ham Ret,
For Verden er saa slet,
Vi Alle saa gjerne ved Fadet vil til vi er mæt.
Vil du væk fra denne Jord,
Paa dig selv forøve Mord,
Skal du bare se dig for,
Det forkert ei gaar.
Er dig Tiden lang og fæl,
Ser ei nogen kærlig Sjæl,
Saa i Landemærket hen rask og slaa ihjel!

Er du gnaven, tvær,
Og mistror Pigen kær,
For Piger kan man ikke tro,
"Dig jeg elsker!" - Jo, jo!
Og en skønne Dag
Ser du hende lidt svag,
Just ifærd med at falde i en andens Favnetag
Du ta'r Stok og du ta'r Hat,
Siger hende pænt: Godnat!
I dit Hjerte, fuld af Harm,
Fly den Falskes Barm,
Bort fra denne søde Sjæl,
Tiden vil nok bringe Held.
Gaa i Landemærket og Penge slaa ihjel!

Er du lidt i Gæld,
Gaar det ikke saa vel,
Er du saare ked a' dit Liv,
Hjemmet er fuld af Kiv,
Ei Ven eller Skat,
Du føler dig forladt,
Og tænker, nu er hele Verden næsten som besat,
Saa skal du ei hænge dig,
Paa en stille, ensom Vei,
Nei, se du paa Rundetaarn,
Den er høivelbaarn.
Den staar altid, gjør ei Spræld,
Og betragt det som et Held,
At derfra ikke mere Folk kan slaas ihjel!

Aa, hvor Dagmar rar,
Folk med Mønten ta'r,
Jo, "National" er sgu glad,
Den søde Frøkens Kvad
Saa løftende smuk,
Man hører et Suk,
Og en Herre, hvis Næse lyser af Glæde og Druk.
Med sin Stok gjør han Allarm,
Fyren er bleven lidt varm,
Og et Ord fra Læben lød:
"Dagmar, du er sød!" -
Han var sjov og gjorde Spræld,
Her han sad til sene Kvæld,
Ja han slaar mange mange Penge her ihjel!