Gutterne derhjemme
Gutterne derhjemme
Kan vi aldrig glemme,
I Nyboder, i den faste Stok;
Der er Mænd og Drenge,
Født paa Danmarks Enge,
Det er Folk - I kender dem jo nok!
Det er dem der pløier salten Vand,
Det er dem, som slog ved Helgoland,
Og naar Stormen suser,
Og naar Bølgen bruser,
Møder kæk den raske Nybo'smand.

Simpel er hans Stue,
Mutter, Husets Frue,
Hygger om ham, saa det er en Lyst;
Men naar Pligten byder,
Rask han Ordren lyder,
Trykker Mutter kærligt til sit Bryst.
Fremad seiler han med et Hurra,
Bølgen ruller, Skibet stævner fra.
Flaget op paa Masten,
Alting er jo "knasten",
Nybo'smanden passer Donten bra'.

Glutten hist derhjemme,
Aldrig kan han glemme,
Om saa alle Kvinder gav sit Ord;
Hun er jo hans Kære,
Som vil altid være
Hos sin bedste Ven paa denne Jord.
Og naar han i Slaget trodser Død,
Offrer selv sit dyre Blod der flød,
Vil hans Hjerte banke,
Ene ved den Tanke:
Du har været tro i Danmarks Nød.