Briggen
Ved Skagen der stranded den norske Brig,
Mens Snestormen hujende rased'
Og rusked i Master, i Ræer og Rig
Til Skroget fuldstændig den mased'
:,: Ombord der var der otte raske Mand,
Hvoraf kun én kom levende i Land. :,:
Skønt Søerne højt op i Klitten stod,
Og Stormen sin Dødssang istemte,
Gik Fiskerne paa med et dristigt Mod,
I Kampen de Livsfaren glemte,
:,: Med Haab og Mod i Bryst, og Tro paa Gud,
Gik de i Baadene til Frelse ud. :,:
Paa faa Favne Vand kom de Skuden nær,
De raske og modige Svende,
Saa Mandskabet de i Rigningen ser;
Men saa maa tilbage de vende,
:,: For Strømmen var saa stærk, den drev afsted,
Og førte Redningsmænd og Baaden med. :,:
Men Redningen den blev forsøgt paany,
Og atter saa gik det udefter,
Det Maal for at redde, og uden at kny
Gik paa med fornyede Kræfter.
:,: Mindst fire Gange Baaden den forsvandt
I Bølgerne, ja, det er vist og sandt. :,:
Men Kræfterne svigted' hver Redningsmand,
De havde jo gjort, hvad de kunde,
Udmattede naa'de de atter Land,
Som før var saa kraftige sunde.
:,: Fra Kysten hørtes kun de ottes Skrig,
Hvoraf de syv de drev i Land som Lig. :,:
Med Redningsraketter forsøgtes ad,
Og en af dem traf, hvor den skulde,
I Rigningen, der hvor de dødsdømte sad
Og bæved af Frygt og af Kulde,
:,: Men Kræfterne dem havde rent forladt,
De kunde ej faa Redningstrossen fat. :,:
Ombord blev der kæmpet, det Livet gjaldt,
Kun Døden de havde for Øje,
Sa splintredes Skroget og Masterne faldt,
Aa Gud, hvor de Sømænd maa døje.
:,. I Dybet gik de alle otte Mand,
Fra Havet drev de syv som Lig i Land. :,:
Kun Styrmanden redded sig frelst i Land,
Han frelstes som ved et Vidunder.
"Hvorfor blev jeg frelst dog?" saa talte han,
Naar alle de andre nu blunder,
.;. En evig Blund i Dødens sikre Favn,
Det bli'r jo dog en Gang min sikre Havn." :,:
Før Skuden den fik sig den sidste Læk,
Blev Kokken, - o, hvilken Uhygge, -
Vanvittig af Timernes Kamp og Skræk,
For ham var da Døden hans Lykke.
:,: Man Fiskerne med Ære nævne maa,
Som Døden trodsed, de som Helte staa. :,:
Kort Beretning.
Den i ovenstaaende Sang beskrevne sørgelige Begivenhed, fandt Sted Natten mellem den 31. Januar og 1. Februar 1909.
Briggen "Spleed" strandede hin Nat mellem Spirbakken og Gl. Skagens Redningsstationer.
Redningsbaadene gjorde flere Forsøg paa at komme de ulykkelige Skibbrudne til Hjælp, men forgæves.
Det var en rasende Snestorm, Baadene naaede kun saa langt ud, at de kunde se de ulykkelige Søfolk sidde i Rigningen, og holde sig krampagtigt fast i det isfrosne Tougværk. Ansigterne var forvredne og stive i Dødskampen. Baadene gik flere Gange under Vandet, og Redningsmændene hagede sig fast i Baadens Sider, fik den lænset for Vandet, kom atter op og forsøgte paany. Men Strømmen førte dem atter væk fra Skuden, saa Forsøgene maatte opgives. Selv de ældste Redningsmænd havde i mange Herrens Aar ikke oplevet en saadan forfærdelig Nat ved Skagens Kyster. Snestormen rasede og tudede som en Flok vilde Ulve, der søgte efter Bytte.
Besætningen, som udgjorde 8 Mand, var saa udmattede, at de ikke engang havde Kræfter nok til at indhale den Trosse, der fulgte med Redningsraketten.
Kokken ombord var før Skibets Forlis bleven vanvittig af Rædsel.
Hele Besætningen, som var iført Redningsbælter, sad i Rigningen til Skibet splintredes og Masterne gik overbord; med disse forsvandt de i Dybet.
Noget efter drev Strømmen dem i Land; de syv som Lig. Kun 1ste Styrmand, Oluf Olsen, overlevede denne skrækkelige Nat.