Den russiske Bonde
Da Storfyrstinden skjøn og fager
Til Rusland kom til sin Gemal,
Da taug saamange Armes Klager,
Smuk stod hun der i Keisersal.
De Stormænds Pragt da blænded Øiet,
Der var ei Plads til Menigmand,
Men han stod udenfor fornøiet,
Og glæded sig over sit Land,
Og over den fremmede Brud,
Saa yndig og blid saae hun ud.
Mens Guldet paa Purpuret glimred,
Lo Uskyld af Blikket jo ud.
Og mens af Fyrster Salen vrimled,
En fattig Bonde meldte sig,
Strax om ham Hofmandsflokken stimled:
Forvovne Bonde, ud med Dig!
Han haanes og mødes med Latter,
Forpjusket og arm saae han ud,
Han svared: Jeg kom med min Datter
At skue vor Storfyrstes Brud.
Trehundrede Mile jeg gik,
Jeg kjender ei Hofpyntens Skik,
Jeg Bruden vil see før jeg atter
Mod Hjemstavnen vender mit Blik.
Det var et sælsomt Syn at skue
Ham i sin Fattigdom at staae,
Mens Stene og Guldperler lue
Fra Klæderne i hver en Vraa.
Man melder det til Storfyrstinden,
Hun svarer huldt: Føer ham herind;
Hun modtog ham med Smiil paa Kinden,
Han knæled heel ydmyg i Sind.
Hvad vil Du, frygt ikke, men tael,
Udbryder Fyrstinden, Dig skal
Ei Ondt vederfares herinde,
Thi Fred er i Keiserens Sal.
Da tog den Bonde frem af Barmen,
Indsvøbt i falmet Silkeklud,
Et Kors af Sølv - nu Hoffets Larmen
Forsvandt paa Storfyrstindens Bud.
Han holdt det frem - man kunde skue
Den lidende Frelser derpaa,
Det glimrede i Lysets Lue,
Med Ærefrygt Alle det saae.
See, udbrød han, ringe jeg er,
Og haanet af Hoffolkets Hær,
Men denne en Fattigmands Gave
Modtage Du naadig af mig.
Det er en Arv fra mine Fædre,
Det er en hellig Talisman,
Jeg kan ei byde Dig den bedre,
Man har fortalt mig, at den kan
Kun bringe sin Eiermand Lykke,
Jeg under af Hjertet Dig den,
I Kjæden Din Barm skal den smykke,
Fyrstinde, kast ikke den hen.
Tidt mangled derhjemme vi Brød,
De Smaa maatte vel lide Nød,
Men Smykket, nei, det blev bevaret,
Skjøndt Kjøbmanden Guld for det bød.
Med Ærefrygt den Storfyrstinde
Nu trykked Korset mod sit Bryst,
Der blev saa stille da derinde,
Thi Alle havde lyttet tyst,
O Bonde, hav Tak for Din Gave,
Din Villie, Dit Hjerte var godt,
Din Talisman vil jeg jo have,
Velkommen til mig i mit Slot,
Dog smukt jeg belønne Dig vil,
Fordi Du er dragen hertil;
Ræk Haanden herhid, lad mig trykke
Den venligt og takke dertil."
Heel fattig mon den Bonde være
Dengang han kom, men snart han drog
Til Hjemmet hen, til sine Kjære,
Og rige Gaver med sig tog;
Thi Storfyrstinden lod ham række
En Pung heel fyldt med røden Guld,
Og hele Hoffet vilde lægge
Sin Skjærv af det kostbare Muld.
I Hjertet saa glad kom han hjem,
Fra Dagmar var Hilsen til dem!
Af Fattig og Rig er hun elsket,
Og tilbedes hvor hun gaaer frem.