Den nye
Vagtstue=Vise

Jeg digtet har en Vise, som skal synges af enhver
Soldat i Ingenieur=Regimentet,
Som staaet har paa Posten i Vinterkulden her,
Og Tankerne til Vagtstuen sendte.
Naar Maanen er skjult af de jagende Skyer,
Soldaten ind i Skilderhuset til sin Flaske tyer;
Mens Vinterstormen hvinte og Tagsten rasled ned,
Han trykked til sit Hjerte sin gamle Kjærlighed.

Naar Vinteren den lægger sin knugende Haand,
Og stænker Rim paa Mark og Skov og Enge,
Og binder Søens Vover med sit knagende Baand,
Og Blomster sætter Ruderne som Enge,
Naar Himlens Fugle spejder mod den frosne Moder=Jord,
Og venter paa de Smuler fra den rige Herres Bord;
Da kan ej mangt et Menneske dens Kvidren forstaa,
Og I, som har saa rigelig, o, deler med de Smaa.

Den Herre, som styrer Alverden i sin Gang,
Den mindste Orm hans Kjærlighed kan mærke,
Han byder Kornet spire i Mark og i Vang,
Hans Pris mod Himlen bær' den lille Lærke;
Man naar man staar paa Posten i Vinterstormens Hvin,
Med stivfrosne Næver og skuldret Karabin,
Da tænker man dog tidt, at Vorherre burde sat'
En anden En paa Posten den anden Julenat.

Se det var om Natten til anden Juledag,
At Stormen Sejershymne sang ved Posten;
Og knækked Træers Grene med vældige Brag,
Og Søen sig vaanded under Frosten.
Den Skildvagt for at varme sig paa Isen holdt lidt Fest,
Den Varmelyst den kosted ham en tre Dag's mørk Arrest,
Og ind han blev bugseret i Plejefaders Hal,
Hvor ej man solbrændt bliver, derfor jeg svare skal.

Men da jeg ind mon træde i Plejefaders Hal,
Da faldt det som Skæl fra mine Øjne,
Ustraffet ej man Herren i Rette tage skal,
Og gjøre hans Sandheds Ord til Løgne.
Jeg husker jo saa godt da jeg paa Posten monne staa,
Jeg dadled ham, de Rige ej delte med de Smaa;
Men Plejefar har Sorte nok, dog i sin Kjærlighed
Han delte med sin Broder og undte mig de tre.

Nu vil jeg slutte Visen med Tak til enhver
Soldat af Ingenieur=Regimentet,
Som kiggede til 98 paa Nytaarsdagen her,
Og immer ham en Kornsopken hented.
Bag Fængslets mørke Gitter det var min Ven og Trøst,
Med Kjærlighedens Varme jeg den knuged til mit Bryst;
Og vil I vide Navnet, den Rundbrænder hed,
Det er den faldne Skuespillers største Kjærlighed.