Farvel, mit elskte Fødested, nu vil jeg Afsked tage,
Hen for at mønstres i vor Kongestad,
Farvel, I smukke Piger her, I vil os vel beklage,
Skøndt Enhver af os er sjæleglad;
Thi Den, der Kongen tjene kan med Frejdighed og Mod,
Han kan for sit Land ofre Liv og Blod.

Vi faa saa mange Ting at se, der siden kan os gavne,
Vi faa ogsaa mangen Færdighed,
Og naar vi komme hjem igen, vi kan vor Ven omfavne,
Da er det for os stor Herlighed;
At rejse bort en liden Stund og komme hjem igen,
Da er man saa kær for sin lille Ven.

O kunde I blot se os her, naar vi i Hovedstaden
Staa opstillede i fuld Mondur,
Og naar vi saa i Kompagni marschere hen ad Gaden,
Ud paa Fælleden til munter Tur,
Ja, hørte I Musikens Klang, det gaar som til Dans,
Da gik I vist fra baade Sind og Sans.

Der skydes med Geværerne, Kanonerne de dundre,
Det er som en stor Bataille.
Og vore Officerer rask os Alle kommandere,
Derfor fik de Guldmedaille.
Selv Kongen og Prins Frederik glæded sig derved,
Naar de se, vi gaar frem i Tapperhed.

Nu kan vi med Fornøjelse vor gode Konge tjene,
Thi nu skal jo Alle være med.
I fordums Dage var det kun den Fattige alene,
Men nu skal den Rige ogsaa med.
Om Nogen det bevises kan, han vil bruge Svig,
Faar han Straf derfor og bli’r ikke fri.

For Kongen og vor Kronprins og de høje Officerer
Vi en ærlig Skaal nu tømme vil,
Thi vi er raske Karle nu, kan lystig ekscersere,
Vi har Danmarks smukke Piger kær.
Vi synge jo som Brødre, Hver er jo Kammerat,
Som man faar saa kær, naar man er Soldat.