Hos Studenterne forleden
Blev der holdt et Russesold,
Der blev drukket, indtil Freden
Sluttelig gik Fa'en i Vold,
Saa at ved de fulde Glas
Nogle vilde til at sla's.

Først de skændtes, men desuden
Bankede der nok tilsidst
Reverenter talt - paa Snuden;
Stemningen blev fæl og trist.
Og saa var det, Esmann sa'e:
"Sikke Bøller! - Hva' beha'?"

Straks en Prokurator mødte:
"Sa'e du det, mit søde Barn!"
Stak ham En, saa Næsen blødte,
For han slog saa pænt erfar'n.
Esmann sa'e: "Hva' nu, - jeg be'er!"
Men saa vankede der fler.

Manden slog en proper Næve,
Men saa blev sgu Esmann vred;
Sa'e: "Til Regnskab vil jeg kræve
Dem for Deres Nedrighed!
Jeg vil ha' Duel, min Ven,
Er De osse med paa den?"

Den Affære var jo gnaven,
Sekundanterne de sa'e:
"En kan staa i Dyrehaven,
En kan Plads i Vedbæk ta',
Saa paa Sabler kan de slaas
Blodig - Gott bevare vos!"

"Nej, Pistoler!" sa'e saa Manden,
Saa var Esmann i sit Es.
Og de mødtes med hinanden
Paa en Plet, hvor der var Græs,
Køerne de gik og saae
Hel forundrede derpaa.

Esmann mødte med lakerte,
Og med Silkehat saa fin,
Han det første Skud leverte,
Men det blev til bare Grin.
Kuglen var saa dum, det Fæ,
At den ramte i et Træ.

Prokuratoren han brummed:
"Nu er du levert saamæn;
Har en Kugle du fornummet
I din Mave, før min Ven,
Ellers vid, at let du ka'
Faa lidt Mavepine, ja."

Esmann vist saa stille rysted,
Bad i Smug sit Fadervor,
Men den Tanke ham dog trøsted:
Tidt forkert en Kugle gaar.
Den er stundom mer polisk
End en gammel Hundepisk.

Som et Bjerg, et de los Andes,
Stod han fast og tænkte paa:
Bare det var Edvard Brandes!
Og saa tog han sig en Skraa.
Prokuratoren saa skød
Ud i Luften, Pinedød.

Dermed var Duellen færdig,
Da hans Modpart naadig var,
Esmann hilste nu elskværdig,
Sa'e: "Nu haardt vi kæmpet har.
Vi maa sammen spise lidt,
For nu har jeg Appetit!"

Men hans Fjende han var arrig,
Vilde ingen Frokost ha':
"Husk den Skræk, du nylig var i,"
Sa'e han, "og skrub bare a'."
Og saa gik de hver sin Vej,
Spildt var al den Hurlumhej.

Okserne i Græsset gloede:
Hvad var desse, tænkte de.
Vi paa Blod og Myrden troede,
Og saa er det alt forbi.
Ak, de kender ej, de Fæ,
En Duel á la Francais.