Den stærke Kuldrager
Eriksens Begravelse

Jeg maa med stor Beklavelse
Fortælle Dem om en Begravelse,
Ja hør nu hver en Stavelse,
For det var en Mand med Begavelse.
:,: Julia, Tak ska' De ha';
Eriksen han var ganske bra'. :,:

Han havde ellers det Talent,
At gjorde man Vrøvl, blev man endevendt;
Kuldrager var han, som bekendt,
Og han var den stærkeste saa omtrent.
Julia, Tak ska' De ha',
Eriksen han var ganske bra'.

Og da han nu kreperede,
Græd Konen, og saa leverede
Hun os ham, - vi spadserede
Afsted med den stakkels Spolerede.
Julia osv.

Paa hver en Kirkegaard, vi kom,
Saa sa'e de: "Det er forkert, drej om!"
Jeg sa'e: Men kender De inte den
Bekendte Kuldrager Eriksen?"
Julia osv.

Dog nej, de rigtig store Mænd,
De lider Foragt - og se, Eriksen,
Som dog var vores bedste Ven,
Ham maatte vi bære hjem igen.
Julia osv.

Der staar han nu og venter paa,
At vi kan den glemte Jordsedl faa.
Paa Søndag gaar igen vi paa,
For Eriksen skal dog begraves, naa!
Julia, Tak ska' De ha',
Eriksen han var sgu bra'.

Kuldrager Erriksens Begravelse.
Saa Di ve ha, a jæ ska fortælle Dem om Erriksens Begravelse? Det ska jæ osse saadan ongefær.
Ser Di, i Tirsdags kommer jæ hen aa ve se til Erriksen, Di kender jo nok han, den stærke Kuldraver fra Lassens Plads. Saa render jæ lie paatværs a Madan Erriksen, hans Kone. Hun græder mordelig og tørrer Øjenbrynene. "Hva æ'et, Madan Erriksen? sier jæ. - "De æ, a nu æ han død fra maj ulykkelige Kone," si'er hun. "Inte anned end de," si'er jæ. "de ska Di aldeles slets inte brøde Dem om, Madan Erriksen," si'er jæ, "saa vi ska nok begrave ham paa en aardlig Maade. Paa Søndag kommer jæ mæ fem a Kammaraterne, - vi Di nu barestens sørre for det Hele, saa ska vi nok sørre faa Resten.
Naa, saa gaar jæ da hen i Snasken, vores Kælder aa si'er: "Han æ væk." - "Hvem?" si'er de. "Erriksen begriveligvis, hvem sku de ellers være?" si'er jæ. "Aa jæ har loft Madan Erriksen, a vi ska komme paa Søndag aa trække a mæ han." - "Natyrligvis!" si'er di, aa saa ble der inte snakket mere om de.
I Søndags gik vi saa derud. Han va færig, aa saa stak vi natyrligvis a mæ han. Saa trækker vi ind der paa Kerregaarden til Højre paa Østerbro. Vi stavrede op aa neer a Gangene, og et Sted, hvor Præsten stod ved Hullet og holdt Tale, spurgte vi, om det var her. "Drej om," sa' Graverkarlen, - saa gik vi, men saa møder vi da tesidst en Graver mæ hvidt Halstørklæde aa sort Kjole. "Her æ vi med Erriksen," si'er jæ. - "Hva for en Erriksen?" si'er han. "Ih, Erriksen fra Lassens Plads, den stærke Kuldraver; de æ voreses Kammerat. Kender De inte han?" - "Næ," si'er han, "de æ inte her. Vi ska ingen Erriksen ha. De maa være ovre paa Skibs!" "Kaske sgu," si'er jæ, "de talte.de inte noed om derhjemme." Saa hankede vi op i Erriksen aa trak over paa Skibs mæ han. Vi traskede frem aa tebaves te vi mødte Graveren. "Her æ vi mæ Erriksen," si'er jæ. "Hva for en Erriksen?" si'er han. "Ih, kender De inte han, den stærke Kuldraver fra Lassens Plads. Han æ død i Tirsdags, aa nu æ vi som hans Kammerater ude aa følle han." "Jæ kender ingen Erriksen." si'er han, "de maa være ovre paa Aftens." - "Kaske sgu," si'er jæ, " de talte di inte noed om hjemme." Saa hankede vi op i Erriksen igen, aa trak afsted langs neer a Nørrebro te. Nu nægter jæ inte, a da vi saadan hade gaaed noed, saa bli'er jæ saa underlig, aa de gore di andre da forresten osse. Saa kom vi te et Sted paa Nørrebro, som hed "Tre Hjorter", aa saa si'er Frederiksen, som Di jo nok kender: "Jæ tror, a vi trænger te en Snaps," si'er han. "Akkurat sgu," si'er jæ. "Om vi inte kunde sætte Erriksen ind i Porten, mens vi gik op og fik en Snaps aa en Bid Brød?" "Ja vel," si'er di Andre, aa saa sat vi forsigtig Kammeraten i Porten aa gik op. Der va Keglebane, - naa, vi spiste og drak, aa saa spillede vi, det ka være, de va en Pot, det ka osse være a de va to, aa maaske tre, og det begyndte saadan at dunkle lidt. Saa kommer der en Herre op aa si'er te Værten: "Har Di begyndt a sælle Ligkister?" - Jæ hører etter aa si'er: "Naa, Di mener maaske Erriksen, som staar nere i Porten?" - "Hva æ de for en Erriksen?" si'er han. "Ih, kender Di inte han, vores Kammerat, den stærke Kuldraver fra Lassens Plads? Han æ død, aa vi æ ude aa begrave han." "Da maa Di sgu skynde Dem, hvis Di ve ha han i Jorden iDa," si'er han. "Kaske sgu," si'er jæ, aa saa hankede vi op i Erriksen igen aa stod til ud a Nørre. De ble nu hel mørkt imens, aa da vi kommer te Aftens, saa var der lukket. Saa banker vi paa ve Graverens Vennever. "Hvem æ de?" vræler han ingenfor. "Her æ vi mæ Erriksen," si'er jæ. "Hva for en Erriksen?" si'er han. "Ih, kender De inte han, den stærke Kuldraver fra Lassens Plads, vores Kammerat, som vi æ ude aa begrave." "Ja, saa skulde Di ha kommet noet før, for nu æ her lukked," si'er han. "Ja, hva ska vi saa gøre?" si'er jæ. "Di maa ta han hjem igen." si'er han. "Kaske sgu," si'er jæ, aa saa hankede vi op i Erriksen igen aa trak a mæ han te Lassens Plads. De va saadan ongefær Nat, aa saa banker jæ paa hos Madan Erriksen, aa hun si'er: "Uh, hvem æ de?" - "Her æ vi mæ Erriksen," si'er jæ. "De vilde slets inte ha han derude. Men brød Dem bare slets inte om no'et, Madan Erriksen. Vi sætter han her udenfor saalænge. Men Di kan være ganske rolig, ka Di, for paa Søndag kommer vi igen aa henter han." Saa gik vi. Ja, det va en drøj Tur. Ska vi inte ha en Snaps og en hal Øl?