Min Anna ej De kendte,
Hun var saa sød og kær,
Sit unge Liv hun endte,
Nu er hun ikke mer.
Alene med min Klage
Jeg gaar min Gang saa tung,
Jeg har ej mer tilbage,
Endskøndt jeg er saa ung.
O, jeg er ej mer saa lystig,
Thi min Anna hun er væk,
Min Anna hun er væk,
Min Anna hun er væk.
Jeg er ej mer saa lystig,
Thi min Anna hun er væk,
Min søde lille Anna hun er væk, væk, væk.

Hun skønnest var blandt Skønne,
Og Hjertet var saa blødt,
Og hendes Øjne grønne,
Og Haaret yndig rødt;
Det søde hulde Væsen
Af Skæbnen havde faa't
En Vorte midt paa Næsen,
Hvor klædte den dog godt!
O, jeg er ej mer saa lystig osv. (som første Vers).

Hun sang med Toner ømme,
Dem skulde De ha' hørt,
Hun nynned som i Drømme,
Og man blev ganske rørt.
Man blev som hel beruset,
Naar hun til Bas gik ned
Og op, saa hele Huset
Det rystede derved,
O, jeg er ej mer saa lystig osv.

Alt er mig nu saa øde,
Jeg keder mig ved Alt.
Den Gang min Anna døde,
Min Lykkes Bygning faldt.
Hvem skal dog nu forsøde
Mit Liv - o hvilken Nød,
Mit Hjerte det maa bløde,
Ak bare jeg var død.
O, jeg er ej mer saa lystig osv.

Hun yndig musicered,
Hun havde svært Talent,
Med Held hun har trakteret
Saa mangt et Instrument.
En Verden Sangen rummer,
Jeg aldrig glemme kan,
At hendes bedste Nummer
Var Pjaltenborres Brand.
O, jeg er ej mer saa lystig osv.

Hvi vilde Døden rapse
Min Fryd, mit Velbehag,
Jeg gaar og drikker Snapse
Af Sorg den hele Dag.
Jeg sætter mig paa Graven
Og drikker tidt min Pægl,
For jeg er gru'lig gnaven,
Det kan De tænke sæ'l.
O, jeg er ej mer saa lystig osv.