Den jævne simple Arbejdsmand,
Som for sit Brød maa slide,
Maa regnes for den bedste Stand;
Men tidt han Nød maa lide.
Den rige Mand ej skænke vil
Den Tak, som han fortjener,
Skøndt Arbejdsmanden virker til
Alt, hvad os her forener.

Den simple Arbejdsmand er Den,
Som for os andre stræber,
Hvert Slot, hvert Skur, hvor vi se hen,
For det han slider, slæber.
Hvert Søm, hver Fuge, hvert et Baand,
Hvert Hegn og hvert Gelænder,
Er frembragt af den stærke Haand,
Af Arbejdsmandens Hænder.

Hvert Skib, som pløjer Bølgens Ryg,
Hvert Hjul i hver Maskine,
Hver Vogn, hvori vi køre tryg,
De simple som de fine,
Hvert Sejl og hver en Plov saa stærk,
Hver Pakke, som man sender,
Er Alt, ja Alt ikkun et Værk
Af Arbejdsmandens Hænder.

Selv Kongens Kappe, Krone, Alt,
Og Dronningdragtens Smykke,
Har Arbejsmandens Haand fremkaldt,
Kom, lad hans Haand os trykke.
Hver Dames skønne Silkedragt,
Hver Greves Ring vi kender,
Er kun en Frugt af Arbejds Magt,
Af Arbejdsmandens Hænder.

Og derfor skal vi hædre ham,
Hvis Sved og Slid vi kende,
Det ellers er vor egen Skam,
Naar vi ham Ryggen vende.
Giv Arbejdsmanden glad sin Løn,
Og agt ham som en Greve,
Hans Lod er haard, hans Daad er skøn,
Ja, Arbejdsmanden leve!