Du ærlig hvile skal i Graven,
Gaa, gamle Mand! Gaa, du er fri!
Saa lød en Fyrstes Ord til Slaven,
Idet han gik hans Vraa forbi.

Nej, Fyrste! Nej, behold din Gave,
Vig fra mit Øje, gaa med Fred;
Vel er du Fyrste, jeg kun Slave,
Jeg trodser dig i Ærlighed.

Ej var jeg rig, dog fri for Kummer,
Jeg i mit Hus var lykkelig,
Der nød jeg rolig Nattens Slummer,
Og trælled Dagen hen for dig.

Du kom, du saae min skønne Mage,
Om Vellyst lød din frække Bøn,
Stolt gav hun dig dit Guld tilbage,
Foragt og Skændsel blev din Løn.

Du frygted for mit vrede Øje,
Og tænkte: Bort han føres maa,
Da Kvindens Barm du let kan bøje,
Og Øjets Ønske Attraa naa.

En digtet Brøde jeg bekendte,
Og blev for større Pinsler fri,
Du selv var Dommer og tilkendte
Mig dette haarde Slaveri.

Da ej min Hustru vilde høre
De Elskovs Suk, du pinte frem,
Du hende lod som Skøge føre
Langt over Grænsen fra vort Hjem.

I Midnatstimen Fængslet bæved,
De tunge Porte aabned sig,
Min Hustru for mit Øje svæved
Og blodig der forbanded dig.

Paa Fængslets Mure har jeg skrevet
Med eget, med uskyldigt Blod
De tunge Aar, jeg her har levet,
Kom, Fyrste! Læs, hvis du har Mod.

Se, hvilken Føde du mig skænker,
Fordærvet Vand og mullent Brød;
Se, Sporet af de tunge Lænker,
Som rustner paa det nøgne Kød.

Og nu med Friheds Bud du kommer,
Du vil at jeg skal takke dig,
Nej, Fyrste; nej, for Alles Dommer,
Der skal du først frikende mig.