Trindt i Landet gik Bud:
"Vor Armee skal nu ud,
For at kæmpe mod Tydskernes Hære;
Vi er Faa, men vor Sag
Er retfærdig, - vort Flag
Følger Herren til Seier og Ære!"

Thi Kong Fred'rik er død,
Tydsken Løfterne brød,
Og vort Land vil de svigefuldt røve;
Hvis de gaaer os imod
Vil der vel flyde Blod,
Derfor bør vi i Hjemmet ei tøve.

Hvem skal klæde de Smaa,
Hvor skal Føden de faae,
Sukker Faderen sorgfuld, men stille;
Moderhjertet en Bøn,
Sender op for sin Søn,
Hvem skal Marken og Huset bestille.

Ak, min Kjærest vil dø,
Sukker qvalfuldt en Mø;
Hendes Bryllup blev udsat for Krigen;
Fuglen høit fra sit Ly
Seer den halvtomme By,
Og den synger og vil trøste Pigen.

Naar han nu drager bort
Bliver Tiden ei kort,
Ak, de Aftener blive saa lange.
Naar ei Breve hun faaer,
Heelt beklemt hun da gaaer,
Mon min Kjærest er død eller Fange?

Men Soldaten med Mod
Siger: Elskte, vær god,
Jeg blier feig, naar jeg seer Dig at græde;
Jeg vil kæmpe for Dig,
Herren svigter os ei,
Snart vi sees - ja, og Gjensyn er Glæde."

Sit Gevær ta'er han fat,
Hjemmet har han forladt,
Han er rask som Soldat og som Kriger;
Modig iler han frem,
Saa Farvel da, mit Hjem,
Jeg mit Land og min Pligt ikke sviger.

Naar jeg kommer igjen,
Gaae til Kirken vi hen,
Haand i Haand vi da bede med Glæde,
Hvis jeg falder, min Ven,
Saa gak ene derhen,
Bed for mig - men Du skal ikke græde.

Thi da hviler jeg blødt,
Sover stille og sødt,
Jeg skal tænke paa Dig til det Sidste!
Nu, Farvel, fremad frem,
Gud beskjærme mit Hjem,
Lad ei Troen og Haabet mig miste!

Et venligt Ord til de Bortdragendes Efterladte.
Det er ikke sikkert, at Krigens virkelige Rædsler vil hjemsøge vort Fædreland.
Afskedens Øieblik er bittert, men Gjensynets Time er glædeligt og vi ville haabe, at de Krigere som drage bort, maa komme udskadte tilbage; endnu sendes de blot over for at vogte Grændsen, og Tydskland har ikke ligefrem erklæret Krig, skjøndt de tydske Blades svulstige Phraser skulde lade formode, at det var ude med Danmark; dette bør vi betænke og ikke ved utidige Klager berøve Soldaten det Mod og den Freidighed, der er saa nødvendigt for at han kan bære Feltlivets Besværligheder standhaftigt.
Mange af de Bortdragende ere Familiefædre og havde ikke ventet at komme bort. Og mangen Pige maa vente noget inden hun som Brud kan knæle for Alteret; men naar de blot Alle maa komme uskadte hjem, ville vi dog være glade og maa finde os i de Byrder, som vor egen Sikkerhed gjøre nødvendige.
Vi ville haabe det Bedste og bede til Gud, at han ikke vil lade Sorgen gjæste vort Fædreland! Vi ere ikke de, som begynde Krigen - vi forsvare os blot mod den ondskabsfulde Fjende og derfor tør vi med trøstigt Haab bede:
Gud være med de bortdragne Krigere!