Sang
I kongelige Smykke
Vær hilset, danske Drot;
Gid Held og varig Lykke
Sig leire paa Dit Slot.
Med Tillid Folket skuer
Nu til Din Throne hen,
Naar Nød og Fare truer,
Du være vil dets Ven.
See, Folket nu vil lyde
Dit kongelige Bud,
Med Mildhed vil Du byde,
Og sende Love ud.
De danske Kongegrave
Hidtil har gjemt kun Mænd,
Som fik for Mildheds Gave
Vor Kjærlighed igjen.
Dansk Du i Sindet være,
Lad ei vor Fjendes Flok
Paa Danmarks Kræfter tære,
Da er det sikkert nok,
At Glædens Morgenrøde
For os oprinde skal;
Da skal hvert Hjerte gløde
For Dig i Danas Sal.
Hil Dig, o Christian, Konning
Alt paa Din Thrones Stol,
Og hil Din ædle Dronning!
Lad Friheds gyldne Sol
Bestandig hos os skinne,
Da er Du sikker paa
Vor Kjærlighed at vinde,
Som aldrig vil forgaae.
Kong Christian den Niende.
Mandagen den 16de November 1863 besteg Kong Christian den Niende Danmarks Throne. Hs. Majestæt er født den 8de April 1818 og formælet den 26de Mai 1842 med sin nuværende Dronning Louise Vilhelmine Frederikke Caroline Augusta Julie, Prindsesse af Hessen=Cassel, født den 7de September 1817. Deres Børn ere:
Kronprinds Christian Frederik Vilhelm Carl, født den 3die Juni 1843.
Alexandra Caroline Marie Charlotte Louise Julie, født den 1ste Decbr. 1844, nuværende Prindsesse af Wales.
Christian Vilhelm Ferdinand Adolph Georg, Hellenernes Konge, født den 24de Decbr. 1845.
Marie Sophie Frederikke Dagmar, født den 26de Novbr. 1847.
Thyra Amalie Charlotte Anna, født den 29de Septbr. 1853.
Valdemar, født den 27de October 1858.
I en meget kort Tid har Kong Christians Familie indtaget de mest fremragende Pladser i de europæiske Fyrstehuse. – Alle Hs. Majestæts Børn ere blevne opdragne i fuldkommen dansk Aand, og det er en bekjendt Sag, at Hs. Majestæts Familieliv har været et af de skjønneste, man kan tænke sig.
Hs. Majestæt Kong Christian den Niende ankom Mandagen den 15de Novbr. Kl. 10 til Christiansborg Slot, og viste sig siden tre Gange for den forsamlede Mængde paa Slotspladsen, hvor lydelige Hurraraab hilsede Hs. Majestæt. Det Løfte, Allerhøistsamme har givet, at ville beskytte Danmarks Grundlov, borger os for, at vor Frihed intet Skaar vil lide, og da kunne vi trøstigt istemme:
Leve Kong Christian den Niende!