Der laa en Baad ved Stranden,
Halv skjult af Siv og Krat;
Der mødte vi hinanden
Saa mangen Sommernat;
Mens Maanens Straaler bygged
En Guldbro over Vand,
Vi ømt hinanden trykked
Og veksled Kys paa Stand.

Hver Aften gennem Lunden
Jeg styred glad mit Fjed;
Hvor Baaden den laa bunden,
Der vinked Kærlighed.
Hun svor, at aldrig skulle
Hun blive Andres Brud.
Jeg lovede den Hulde
Min Trofasthed for Gud.

Men Høsten kom og Løvet
Sank gulnet ned til Jord;
Jeg rejste, og bedrøvet
Lød hendes Afskeds=Ord:
"Naar atter du tilbage
Fra Rejsen stævner hid,
Til Baaden skal du drage
Som nu ved Aftentid."

Saa øm var Afskedsstunden,
Fortvivlet sank hun hen;
Da lød det gennem Lunden:
"Farvel, Farvel, min Ven!"
Og Maanens Straaler blinked,
Da atter jeg kom hjem;
Og Elskovs=Stjernen vinked
Mig gennem Lunden frem.

Ja Baaden gynged stille
Og Maanen straaled end,
Dog da jeg raabe vilde:
"Her er dit Hjertes Ven!"
Da saae jeg To at vandre,
Tavs gik jeg bort igen;
Nu sidder der to Andre,
Men jeg har ingen Ven.