I Dalen ved Haabet der blomstrer en Mø,
I Ungdommens Skjønhed blandt Roserne rød;
Hun eier mit Hjerte, det evigt skal slaae
For hende, den yndigste Pige jeg saae.

I Dalen ved Haabet vi vandrede tidt,
Naar Maanen og Stjernerne tindrede blidt,
Vi gav da hinanden vort Hjerte og Haand,
Og henrykt vi knyttede Kjærligheds Baand.

Ak hastigt hensvandt du lyksalige Tid,
Ei mere jeg favner min Pige saa blid,
Ei mere jeg hører den himmelske Lyd;
Der skjænkte mit Hjerte den saligste Fryd.

Min Skjæbne mig bød at forlade det Sted,
Hvor Ane hun gav mig sin Kjærligheds Eed;
Min Konge mig kaldte at lære som Mand,
Hvorledes vi stride for Fædreneland.

Jeg drog fra Forældre, fra Kjærest og Hjem,
Men aldrig forglemmer jeg nogen af dem;
Nei aldrig forglemmer jeg Eden jeg svoer,
Ei heller den Dal hvor min Pige hun boer.

Nei evigt jeg mindes dig elskede Land,
Hvor kjerlig min Barndom og Ungdom henrandt.
Og stedse Erindring om Vennerne der,
Mig dyrebar bliver i hvor jeg end er.

Nu haver jeg lært hvad man fordrer af mig,
Om engang jeg bydes at drage i Krig.
Og da skal jeg stride med hæderligt Mod,
For Konge og Pige og Fødeland god.