Med
Skibet "Oceanea"
Vi ud fra England gik.

Med Skibet Oceanea
Vi ud fra England gik
Og hvad der os mon hænde,
Vi snart i Klare fik.
Vi gik og drev i Tankerne
Paa Dækket op og ned,
Ja til de fjerne Lande
Vi sejlede afsted.

Sydvestenvinden rased
Og Søen den gik høj,
Vi rebed og vi brased,
Og Skibet hurtig fløj
Som Fuglen over Havet,
Og alt var vel ombord,
Ret snart vi klared Landet,
Og saa var Glæden stor

Det var en Aften silde,
Vi til Køjs os havde lagt,
Da hørte vi et Jammerskrig,
Vor Skibsdreng havde Vagt.
Vi bleve saa forfærdede
Og alle som et Lyn
Sprang hurtig op på Dækket,
Og tænk da, hvilket Syn!

En hel Sørøverskare
Der myldred paa vort Dæk,
Vi kan os ej forsvare,
Vi stode der i Skræk.
Vor Kaptajn han var bunden,
Vor Skibsdreng han var dræbt,
Vor Styrmand han blev funden
Hen under Spillet slæbt.

De plyndred og de myrded
Og hvem der ej blev dræbt
Og ud i Havet styrtet,
Til deres Skib blev slæbt.
I Lasten vi i Lænker
Blev slængt til Sult og Savn,
Vi led hvad ej man tænker
Indtil vi kom i Havn.

Nu sidde vi som Fanger
I usselt Slaveri,
Og tænker paa de Kære,
Om vi en Gang bli’er fri.
Men Himlens Gud og Fader,
Han skænke os sin Trøst.
Mon vi dog aldrig mere
Skal skue Englands Kyst?