En Sømands ulykkelige Skæbne.

George Seman tog ømt i Favnen
Sin Kærest da han skal ud af Havnen,
Og sagde: "Naar atter her jeg staar,
Da med dig glad jeg til Kirken gaar."

Saa sejled han med den Skonnert "Sallie",
Et dejligt Fartøj med Reb og Taille,
Den syttende i December stod
Jo Vinden brav, og de Land forlod.

Fra Charlestown til New=York de skulde,
Og Sejlene bovned stramt og fulde,
Dog otte Dage derefter stod
De Storme svært, og gik plat imod.

De kæmped længe frem og tilbage,
De kæmped i fem og fyrre Dage,
Den stolte Sejler da fik sit Knæk,
Itu var Sejlet og Skuden læk.

Og Alt slap op, Stormen den blev værre,
Og Hungersnøden stod frem som Herre,
Kun Vand de havde, men intet Brød,
Da saae de Stakler den visse Død.

Og Skibet kastes omkring for Boven,
Mens Regnen styrter som Strøm fra oven,
Da ramte Ulykken Pigens Ven,
I Vanvids Mørke han synker hen.

Imod Kaptajnen han Kniven drager,
Med Trusler han sine Ord ledager,
Vildt raaber han: "Jeg vil til min Brud,
Hvis ej, da skal du af Verden ud!"

En Kamp opstaar – og et Skud der knalder,
Og i sit Blod han paa Dækket falder,
Han straks udaander og som et Lyn
De Andre raser ved dette Syn.

Forpint af Hunger de Liget skære
Itu og det til Kabyssen bære,
De lave Maaltid og glemme, at
De har fortæret en Kammerat.

Og Resten salte de ned til Spise,
Ifald ej Redning sig skulde vise;
Da ses en Sejler langt borte, den
Mod Uheldskibet da styrer hen.

Og de bli’er reddede ak, men Sindet
Forbittres græsselig over Mindet
Om deres Daad – og en stille Nat
De Alle blev i New=York hensat.

Men hjemme venter den unge Pige
Og vil fra Stranden slet ikke vige?
Hun vil staae Brud – ak, den stakkels Mø
Veed ej, at Brudgommen maatte dø!