Den fulde Maane rædsomt lyste
Hen over Dødes Hvilested,
Hver Vandrer taus tilbagegyste
Og sænker bange Øiet ned;
Kun Carl og Emma frygted ikke,
De sorgløs sad ved Lindens Fod,
Skjøndt Læben taug, dog deres Blikke
Hinanden tydelig forstod.

Med et rev Carl sig fra sin Pige,
En Anelse ham gjennemfoer.
"Ak, Emma, kunde Du mig svige
"Og glemme Eden, som Du svoer!
"Jeg reiser nu til fjerne Lande
"Langt fra mit Fødehjem og Dig;
"Men lov mig, at Din Eed skal stande,
"At Du vil evig elske mig."

"Jeg sværger ved de Dødes Gjemme
"Og ved min elskte Moders Grav,
"At jeg skal aldrig, aldrig glemme
"Det Troskabsløfte jeg Dig gav!"
Saa Emmas Ord i Natten løde,
Og snart henrykte Carl blev tys,
Thi hendes Læber hans jo mødte,
Og lukkede hans Mund med Kys.

Med Tro til Eden rolig mødte
Nu Carl Skilsmissens tunge Dag;
Stum var hans Sorg, skjøndt Hjertet blødte
Ved Elskovs sidste Favnetag.
Men Pigens Sorg ei Ord kan tegne,
Fortvivlet Hænderne hun vred,
Dødbleg man hende saae at segne,
Da han i Baaden stiger ned.

O Qvindehjerte, Dig at grunde,
Det mægter ingen Dødelig.
- Tre Maaneder med Sorg henrunde
I dem var hun utrøstelig;
Nu kommer Vint'ren, der indbyder
Til Baller og til Lystighed,
Berust af Glæden snart hun bryder
Sit Løfte og sin Troskabseed.

Et Aar gaar hen, og da med Skatte
Hjemkommer Carl saa frydefuld,
Hans Flid ham Emma skal erstatte
Med hende dele skal hans Guld.
- Alt slumrede Naturen rolig
Og Maanen straaled' klar og rund,
Da han var nær ved hendes Bolig,
En sildig Vinteraftenstund.

Han seer saa mange Lys at brænde
I Vinduerne hist og her;
Ei aner han det gjælder hende,
Som han saa inderlig har kjær.
- "Hvem har mon Bryllup?" bliver spørget,
- "Den smukke Emma!" Svaret lød.
"Hun længe nok har sat og sørget
"For En, der udentvivl er død!"

"Hvad - Emma gift - o nei, Du irrer,
"Den Emma gift, som hisset boer?"
- "Ja, hende er det - hvi forvirrer
"Dig, ung Mand, saa mine Ord?"
- Hvad ligner vel den Armes Smerte?
Mod Himlen stirrede han stivt,
Knust var det Haab han længe nærte,
Tabt var ham Emma - hun var gift!

Et Øieblik - og Sorgen viger,
Hævn farver rød den blege Kind,
- Han op ad Trappen hurtig stiger,
Og styrter vild i Salen ind.
Forgjæves holder man hans Arme.
Han iler til den smukke Brud,
- Han skuer Emma - Hævn og Harme
Af Kjærligheden slukkes ud.

"Frygt ei, Troløse, nu gjengiver
"Jeg Dig hiin Aftens svorne Eed,
"En Andens Brud Du villig bliver,
"Hvad nytter da min Kjærlighed?
"Vi skilles ad - Gud Dig forlade,
"Søg nu, som før, at glemme mig,
- "Du sveg mig, dog - jeg kan ei hade -
"Jeg elsker, jeg tilgiver Dig."

Med disse Ord en Kniv han støder
Dybt i sit Bryst med al sin Magt;
Blod strømmer ud, og overbløder
Den falske Emmas Brudedragt;
Afmægtig over Carl hun falder,
For sildig angrende sin Svig;
For sildig hun tilbagekalder
Det blodbestænkte, kolde Liig.

Forgjæves søger hun at glemme
Den arme Carl, i Glædens Favn,
Samvittighedens Tordenstemme
Tilraaber den Bedragnes Navn;
Og naar den blege Maane lyser,
Henover Dødes Hvilested
Hun ved hver Skygge bange gyser
Og tænker paa den brudte Eed.