En Sextour, det var det lille Ord
Som ogsaa lokkede mig, min Bro'er,
I Kjæden jeg gik,
En Sextour jeg fik,
Det gik, saa det havde Skik.
I nobelt Selskab kom jeg der,
Forlovet blev jeg, som Enhver
Skal faae at vide nu paastand,
Jo, jeg er en lykkelig Mand.
Hu hei! De klappede op og jeg
Fik mig en Dame paa Livets Vei,
Og hendes Moder er af Stand,
Hun sælger Pølser ved gammel Strand.

Musiken gjorde sin Pligt - o ja,
De spillede den: Dadaradada,
Og En sa'e: Geneer
Dem ei, Hr. Barbeer,
De morer Dem, som jeg seer!
Tænk Dem, det var en Herre - aa,
Med lange stive Støvler paa,
Jeg kjendte ham, den fine Ven,
Han er jo Brolæggersvend;
Han kommer paa Stuen hver Løverdag
Og siger: Hør, tag mig Skjægget a',
Han fulgtes med en Ankersmed,
De viste mig om og gav mig Besked.

Ved Skjænken sa'e de: Hør, kom De kuns,
De ynder vel sagtens et godt Glas Punsch!
En Bolle, Hr. Vært! -
Det gik ikke tvært,
Jeg drak - og fik mig en Snert.
Og hele Personalet drak
Min Skaal - jeg sagde: Mange Tak,
Den Ære er mig altfor stor
Da skreg de Alle i Chor:
Nej, Gud bevares, tal ei om det,
De gi'er jo Punschen og De har Ret
Til Æren - og de drak igjen
Og nok end en Bolle de bragte ind.

Saa drak jeg atter - Gud, jeg blev fuld,
Saa sad der en Dame, som lo saa huld,
Min Frøken, jeg sa'e!
Hun sa'e: Hvad beha'!
Og hør, skal vi dandse, hva'!
Hun nikkede og ind vi sprang
I Kredsen - snart var vi i Gang;
En Sextour dandsed vi saa net,
Ja, Gud, hvor min Dame var let.
Til Sang og Klang vi i Dandsen sprang,
Og Sextour fik vi endnu engang;
Saa fulgte jeg min lille Ven
Beruset og salig til Bænken hen.

Der sad vi længe og talte smaat,
Jeg mored mig rigtignok grumme godt.
Min Lykke jeg nød,
Tilsidst pa mit Skjød
En Plads jeg den Skjønne bød.
Og Toddy drak hun nok saa flot
Med mig - og Alting gik saa godt;
Da kommer der en Herre hen,
Jeg troer han var Slagtersvend.
Hør, siger han, hva' æ desse her?
Ka' Du inte la' min Kjæreste vær',
Kom inte med formeget Spræl,
For nu skal Du baresten sla'es ihjel.

I Hast han gav mig to Næveslag,
Og derpaa tog han i mig et Tag!
Da raabte jeg: Hør,
De Herrer som før
Med Skaalen gav mig Honneur,
Befri mig fra det slemme Skarn,
Som slaaer mig som jeg var et Barn.
Men Ingen kom - de grinte blot,
Kun Frøkenen var ei Peer Tot.
Hun tog i Slagterens Krøller fat,
Og rungeneerte hans nye Hat;
Og kradsede og sparked' ham,
Og flaaede ham saa det var snart en Skam.

Imens saa banked' de Andre mig,
Jeg slog og jeg puffed og græd og skreg,
Min Frakke jeg saae -
Paa Gulvet den laa
I Stumper saa smaa som saa.
Til Slutning blanded Værten sig
I Striden og han sa'e til mig:
Giv Du en Bolle til Forlig
Saa er det Hele forbi.
Det skulde De sagt lidt før, for saa
Stod jeg nu inte med Øine blaae
I Skjorteærmer, men lad gaae,
Hæng i, lad bare os Bollen faae.

Saa drak vi atter og sang derved,
Min Line beholdt jeg dog nu i Fred;
Jeg friede paastand,
Jeg er hendes Mand,
Og saa kan det nok gaae an.
Tolv Daler kosted' Punschen mig,
Men Konen hun erobred' jeg,
Og Aaret efter - jo jeg beer,
Gav hun mig en lille Barbeer;
Hun sæbed rigtignok Slagteren ind,
Dog ellers er hun et føieligt Skind;
Men kom blot inte med Vrøvl til mig,
For saa skal min Kone kurere Dig.