En lille moralsk Vise
til Eftertanke
i Særdeleshed for unge Piger

Jeg synge her vil en lille Vise,
Den er lidt traurig - ej af Kaprise;
Den sikkert alle vil røre, der
En Gang har haft sig en Hjærtenskær.

Og tag kun frem jeres Lommeklæde,
Gener jer ikke, hvis I sku' græde;
For Graaden letter saa mild og god
Den, der har Taarer i Overflod.

Hvis nogen af jer har set en Pige
Saa fjung og smækker, saa rank og lige,
Et Blik saa kærligt, en Kind saa rød,
Saa var det Fie - nu er hun død!

Hun boede tæt ved, hvor jeg logerte;
Paa "Berren" mødtes vi - jeg trakterte,
Og den Gang Natten mod Dagen led,
Var Fie min i al Evighed.

Jeg ved saa godt, hvorfra Skaden skrev sig:
En gammel Tante gik hen og rev sig:
Forærte hende et Snøreliv.
Ak! Livet blev hendes Livs=Fordriv!

En Aften silde vi vandred' sammen,
Og Maanen lyste, og hed var Flammen
I Hjærtet - derfor vi drejed' om
Ad Regnegade - til "Stjernen" kom.

Nu maa I tro mig, naar jeg kan si'e
Ku' nogen danse, saa var det Fie:
En Hopsa var hendes Liv og Lyst,
I Valsen svæved' vi Bryst ved Bryst.

Vi dansed' først én, saa én og nok én,
- Med ét blev Fie saa bleg om Kindben,
Og Snørelivet det gav et Knæk.
Det hulde Væsen sank og var væk.

Til Hjemmet bares hun paa en Baare,
Jeg gik ved Siden og græd saa saare;
Hun laa saa kønt - næsten som hun sov.
Ak, Fie var og blev Dødens Rov!

Nu vil jeg slutte for denne Sinde.
Mit Hjærte græder. Ak hør mig Kvinde!
Moralsk du være, din Haand mig giv:
Dans aldrig, aldrig med Snøreliv!