Hvad
Per Søvren saae
Her er dog et fælt Kalas;
Aldrig mine Dage
Har jeg set et saadant Fjas,
Hilledød og Plage.
Alle render som besat,
Om paa Gaden Dag og Nat,
Saadan bitte Knøse
Render efter Tøse.
Først jeg skulde se mig om
Rundt omkring i Staden;
Men hvor Pokker jeg saa kom
Var der Sjov i Gaden;
Herrer klædt paa Moden gaar,
Tøjet ligner Dynevaar.
Damerne de praler
Med forlorne Haler.
I Tivoli kom jeg ind,
Den Musik jeg lider;
"En" slaar om sig med en Pind
Men's de Andre gnider.
Paa "Rutsbanen" kørte jeg,
"Jøs"! jeg vrælede og skreg:
Jeg vil nør, for Flæsket
Paa mig blev som tæsket.
Paa Thorvaldsens Musæum saa'
Jeg s'gu dog det Meste,
"Bøsterne" jeg gloede paa,
Nøgne vaa de Fleste;
Damer gik der rundtomkring,
Men de saae vist Ingenting,
For de lukked' Øjne,
Naar de saae de "Nøgne".
I Zologisk Have jeg
Ogsaa om har træset -
Tænk Dem blot "Ostindisk" Kvæj
Spytted' mig i "Fjæset";
Avekattene fik fat
I min pæne høje Hat,
Og saa blev jeg gnaven,
Blev smidt yd af Haven.
Paa Freds'berg er farlig Sjov,
Alting der er lovlig;
Der af Pi'er gaar en Hov,
Som gør En helt "tovlig";
Jeg fik ogsaa fat i En,
Sikke dog et "Lamseben",
Da i Byen hun trak mig
Sprøjtefuld hun drak mig.