Jeg leged som Barn hos min Moder saa kjær,
Og Kummer og Sorg kom mig den Gang ej nær.
Jeg anede ej, at naar Fader var død,
At jeg skulde times i Sygdom og Nød.

I Fattigdom voxed jeg op og blev stor,
Min bedste Forsørger i Himlen nu bor.
De fik ej at se, hvor uheldig det gik,
De skued ej Taaren, som mørkned mit Blik.

Blandt Fremmede styredes tidlig min Gang,
Dog var jeg saa glad og jeg jubled og sang.
Nu synger jeg ogsaa, men sørgelig er
Den Sang, I faar høre, I Venner saa kjær.

Som Sømand jeg gik til den fremmede Strand
Og pløjede Bølgen og stod som en Mand.
Den engelske Damper "Marie" det var,
Hvorfra jeg min Skade desværre nu har.

Paa Middelhav foer vi, som Fyrbøder tog
Jeg Hyre og glad over Bølgerne drog,
Da sprang der et Rør, jeg blev skoldet og fik
Min Skade, og aldrig nu klares mit Blik.

I Hamborg de lagde mig ind, og drog bort,
Og Tiden gik langsomt, ak det var saa haardt,
At ligge blandt Fremmede ene, forladt,
Mit Øje var kummerfuldt mangen en Nat.

En Pige derovre da tilbød mig Haand
Og Hjerte, hvis jeg vilde slutte det Baand;
Hun var ikke fattig, dog svared jeg Nej,
Jeg helst til en dansk Pige knyttede mig.

Saa drog jeg til Danmark, men Synet det var
Dog svækket, og Sekraften er ikke klar.
Nu vanker jeg om med min Sang og mit Spil,
Thi Arbejde duer ej længer jeg til.

Nu færdes jeg stille paa Vej og paa Sti,
Og synger for dem, som mig drage forbi;
Vel synger jeg sørgelig kun i min Nød,
Men derved fortjener jeg dog til mit Brød.

I Unge, som klart ud i Verden end ser,
Vær glade, naar Solen mildt til Eder ler.
Naar med Eders Brud I til Glæderne gaar,
Da ensom imellem Jer Alle jeg staar.

Men var end i Livet min Lykke ej stor,
Der er dog medlidende Hjerter paa Jord.
Dem siger jeg Tak, og dem ønsker jeg her
At Lykke og Glæde dem Skæbnen beskær.

Beretning.
Allerede fra min tidligste Barndom har jeg maattet deltage i den haarde Kamp for Tilværelsen, idet jeg ofte som ganske lille maatte arbejde haardt for at hjælpe og støtte mine Forældre, der begge var syge og svagelige. Dette vedvarede indtil min Konfirmation, da jeg skulde ud at tjene for mit Brød. Jeg kom dog til at tjene i deres Nærhed, og havde det forholdsvis temmelig godt, da jeg jo ogsaa var voxet og havde bedre Kræfter til at tage fat end før Konfirmationen, thi den Gang faldt det mig ofte haardt og besværligt. For 4 Aar siden tog jeg til Søs, og farede nogen Tid med den engelske Damper "Marie" som Fyrbøder. Det var i Middelhavet, og jeg var meget glad ved, at kunne paa den Maade tjene mit Ophold. Men da ramte den Ulykke mig, at et Rør i Dampkjedlen sprang; den kogende Damp strømmede ud og ødelagde mit Syn, og jeg maatte nu i Hospitalet, medens Skibet sejlede videre, saaledes som det er beskrevet i den lille Sang her foran. Vel bedredes det lidt, saa at jeg ikke blev aldeles blind, men Synet var dog saa svækket, at jeg ikke kan paatage mig noget Arbejde, da det strax bliver værre saa snart jeg skal bruge Øjnene. Derfor drager jeg nu fra Sted til Sted, og lever af hvad mit ringe Spil indbringer mig hos gode Mennesker, og jeg takker inderligt Alle, som bidrage til at lindre den Sorg, der saaledes ramte mig i min bedste Ungdom.