Han: O, min egen søde, kæreste Annette,
Vil du med mig ud i Skoven gaa;
Kære, lille du, jeg tror ej du kan gætte,
Hvad derude jeg vil foreslaa.
Ta' med afsted,
Og vær blot ikke ræd!
Aa! la' vær og stil dig hellig an, Kokette,
Dit Øjes Glans forraader dig, Annette;
Tag paa dit Regnslag med den røde Hætte,
Og ræk mig saa til Kys din lille Mund.

Hun: Kære Peter, sig, hvad vil du i det grønne?
Petermand, jeg tror ej det gaar an,
Der er andre Steder Træerne er grønne,
Hvor man rart spadsere sammen kan.
Naar mørkt det bli'er
Derude, vist jeg skri'er.
Uh! naar Dugen falder, Elverpiger danse
Paa Engen, og saa kan jeg ikke sanse,
Og hvad tror du, at Moder hun vil sige,
Hvis jeg alene ta'er med dig i Skov'n.

Han: Kære, Nette, vi skal bare Blomster plukke,
Og jeg skal nok passe pænt paa dig;
Vi skal høre Fuglesang og Gøgen kukke,
Aa, Annette, sig nu ikke Nej,
Hun: Naa ja, lad gaa,
Vi prøve kan derpaa;
Men! du passer paa, at Skovens fæle Trolde
Ej nogen Slags Fortræd mig vil forvolde,
Og Tusindben og Frø'r dem maa du holde
Fra mig, min egen lille Petermand.

--------

Peter Christian gik i Skoven med Annette,
Arm i Arm de fulgtes længe ad,
Men da Duggen faldt, saa daanede Annette,
Peter trøsted' hende, men den Rad
Han stjal et Kys
Og mærked "Nette" frøs,
Og - han sa'e: Min Brud du være skal, Annette,
Vil du som jeg, vi Brudekransen flette,
Han kyssed' hende ømt, og tænk: Annette
Holdt Bryllup kort derpaa med Petermand.