Fri og glade i Sinde
Gik de ad Volden hen,
Timerne hastigt rinde,
Naar man er hos sin Ven.
Midnattens mørke Skygge
Sænkte sig sagte ned,
Kjærligheds rige Lykke
Spired' i stille Fred.

See da iler bag Skrænten
Op mod det unge Par,
Snu og stille Betjenten,
Ordre han faaet har
Til at gaa did og bringe
Med sig Enhver han saae:
Barske hans Ord jo klinge:
De paa Stationen maae.

Angstfuld beder den Pige:
Skaan mig dog for den Tort,
Men der svares dem lige
Strax: De skal føres bort.
Hun var af god Familie,
Han hendes Kærest var,
Mod Forældrenes Villie
Hid de sig sneget har.

Hen mod Volden hun haster,
Men Betjenten vil med,
Da i sin Nød hun kaster
Sig flux af Skrænten ned.
Medens Studentens Styrke
Holder Betjenten fast,
Styrter hun i det Mørke
Nedad i største Hast.

O, da høres dernede
Skrækkeligt Fald og Skrig;
Ulykken hurtig skeede,
Pigen laae som et Lig
Nede paa Gadens Stene,
Brudte var begge Been,
Græsselig var den Scene,
Bleg blev Studentens Kind.

Haardt hun maatte jo lide
Alt for sin Kjærlighed,
Langsom Timerne glide
Ved hendes Smertenssted.
Det er ei godt at vandre
Ude i Midnatsstund;
Lykken kan sig forandre
Fra Fryd til Dødens Blund.

Beretning
om
den skrækkelige Ulykke, som skeete paa Kjøbenhavns Vold, da en Politibetjent vilde anholde et Par Forlovede, som ved Midnatstid opholdt sig deroppe.
Man fortæller i denne Tid her i Staden følgende Historie:
Politiet havde i nogen Tid lagt Mærke til, at der efter gammel Skik foregik mange ting paa Volden om Natten, og at navnlig løsagtige Fruentimmer og Vagabonder dreve deres Spil der. Det var ikke lykkedes, uagtet al Aarvaagenhed, at paagribe nogen af dem og det blev derfor besluttet, paa en Aften at foretage en Razzia. Netop denne Aften havde der været Selskab hos en Familie af den bedre Classe og man skiltes temmelig seent. Et Par unge Folk, en Student, der skulde følge en Dame hjem - der siges, at de vare hemmeligt Forlovede - begave sig op paa Volden ved Midnatstid. Her glemte de at tage Politiets Argus-Øine med i Beregningen og sloge sig til Ro i det grønne Græs, som det nu er saa strengt forbudt at betræde. Pludselig befandt sig i deres umiddelbare Nærhed en Politibetjent, der havde overrasket dem og bød dem følge med til Politistationen. Med Forfærdelse hørte de denne Opfordring og grædende bønfaldt den unge Dame Betjenten om at skaane hende for en saa skrækkelig Tort som den, at skulle møde paa Stationen og maaskee senere i den offentlige Ret, mistænkt og sat i Classe med Samfundets Udskud. Studenten, hendes Ledsager, tilbød at stille Caution i en betydelig Pengesum og tilbød yderligere at udlevere, formodentlig ogsaa som Caution, et værdifuldt Gulduhr med Kjæde - Alt forgjæves; Politimanden havde bestemte Ordrer. Hun stillede ham for Øie den Skandale, det vilde vække i hendes ansete Familie - der var Intet at udrette. Da fattede Studenten en rask Beslutning, efter for sidste Gang at have tilbudt selv alene at ville følge med til Stationen, som Gidsel for senere Oplysninger. Han traadte tilside og hvidskede til Damen: "Løb, alt hvad De kan, og løb lige hjem, saa skal jeg (h)olde Betjenten fast og senere frelse Deres Rygte." Idetsamme omarmede han i et tæt Favntag Politibetjenten, og Damen satte sig i Bevægelse henimod Nedgangen. Her tog hun i sin Fortvivlelse feil af Retningen, styrtede ned af Voldskrænten og brækkede begge sine Been over Knæerne. Hun udstødte et høit Skrig og de tvende Mænd ilede hende tilhjælp. Hun var besvimet og maatte bæres op i et Huus ved Volden, lidende og fortvivlet over den Skam, der overgik hende. Senere fortaltes det, at hun skulde være afgaaet ved Døden og at Studenten af Græmmelse havde skudt sig udenfor Byen.
Saaledes fortæller Rygtet, men vi maae udtrykkelig tilføie, at vi ikke kunne indestaae for dets Sandhed i Enkelthederne, men have kun meddelt det saaledes, som Mange have fortalt os det, og for at give Vedkommende Leilighed til at gjendrive det, saafremt det befindes at være falsk.