Louise Sørensen er mit Navn,
Jeg fødtes ude paa Christianshavn;
I Skole jeg gik,
Men Dannelse, Skik
Jeg lærte paa en Fabrik.
Som Kokkepige har jeg tjent,
Og med en Skræder var jeg kjendt,
Han syntes, det var altfor smaat
At tjene for Pige blot.
Louise, sagde han, veed Du hvad,
Du kunde gjøre mig rigtig glad,
Ifald Du Gryderne lod staae,
Bliv Sangerinde, det vil nok gaae!

Han gjentog for mig saa tidt de Ord,
Og jeg gav efter tilsidst ifjor,
Og saa kan De tro,
At lystig og fro
Nu sang jeg paa Vesterbro;
Og tænk, da jeg en Aften gik
Om med Tallerkenen, da fik
Jeg af en Herre, som der sad
En Ring, naa jeg blev jo glad!
Han hvidsked: sees vi iaften, hva'?
Jeg nikked og svarede sagte: ja.
Saa god og smuk han syntes mig,
Det var mig umuligt at sige nei.

Om Aftenen gik jeg en Tour med ham,
Ja siig kun De at det var en Skam,
Dog veed jo Enhver,
Naar fattig man er,
Man altid paa Fordelen seer.
Han Troskab mig til Døden svoer,
Og jeg, jeg troede hvert et Ord,
Min hele Kjærlighed han vandt,
Det kan jeg huske saa grant.
Først silde skiltes vi ved min Dør;
Jeg var saa henrykt som aldrig før.
Min Skræder fik sin Afsked strax
Med samt sit Presse=Jern, Naal og Sax.

Min nye Cavaleer, det er ligefrem,
Mig fulgte hver evige Aften hjem,
Og Alt, hvad jeg saae
Og pegede paa
Det kunde jeg af ham faae.
Han rask den flotte Rolle gav,
Og det benytted jeg mig af,
Og om et Shawl jeg nok saa glad
En yndig Aften ham bad,
Han rynked Panden og sagde tvær:
Din Kjærlighed er ikke Shawlet værd,
Kjed er jeg af dit Presseri,
Nu kan Du seile, Alt er forbi.

Nu stod jeg ene foruden Ven,
Til Skræderen tyede jeg dog igjen,
Knap saae han dog mig,
Før han tog paa Vei:
Bort med Dig! nu hader jeg Dig,
Jeg græd og faldt paa mine Knæ,
Besvoer ham at i Ny og Næ
Jeg vilde gaae hvor han gik hen,
Saa klared det op igjen,
Hør! sagde han, vel har Du været grum,
Men syng det Hele for Publikum,
Og hvis det kan tilgive Dig,
Tilgivelse ogsaa Du faaer af mig.

Nu har jeg skriftet, vær ikke haard,
Jeg ydmyg for mine Dommere staaer,
Alt vil nok gaae godt,
Saasnart jeg har faaet
Dem til mine Hjælpere blot.
Min Skjæbne Dem i Haand er lagt,
O, misbrug ikke Deres Magt,
De raader for om jeg igjen
Skal vinde min lille Ven.
O Kjære, viis at jeg ei omsonst
Iaften beiled til Deres Gunst!
Ifald jeg skal min Skræder ha',
Det koster Dem bare et lille Ja.